Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
08-09-2008

Regionsrådsmedlem Leif Flemming Jensen (A) død

Leif Flemming Jensen afgik ved døden lørdag nat.
  





Regionsrådsmedlem Leif Flemming Jensen (A)

- Mindeord af regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (A)

Min gode kammerat og partifælle, Leif Flemming Jensen, er død. Han efterlader et stort tomrum, og jeg vil savne ham meget.

Leif Flemming Jensen har ydet en stor indsats i regionens underudvalg vedrørende hospitalsområdet. Et politikområde, han havde stor interesse for og indsigt i: Fra 1998 til 2006 var Leif Flemming formand for Sygehusudvalget i Københavns Amt.

Det sundhedspolitiske lå Leif Flemming meget på sinde. Han var en vedholdende fortaler for, at hospitalerne i Region Hovedstaden skal have en standard, som kan måle sig med hvilket som helst hospital i verden. Og han var meget optaget af sammenhængende behandlingsforløb for patienterne. Både når det gjaldt faste kontaktpersoner for patienterne, og når det handlede om samarbejdet mellem de regionale og kommunale dele af sundhedssektoren.

I det hele taget var patienten i centrum i Leif Flemming Jensens politiske liv. Han talte med alle og følte med dem.

Leif Flemming var medlem af amtsrådet i Københavns Amt fra 1994 til amtets nedlukning med udgangen af 2006, og fra 1994 til 1998 var han formand for beskæftigelsesudvalget.

Leif Flemming Jensen var cand. mag. og underviste i historie på VUC i en årrække.

Men nu er Leif Flemming væk. Jeg talte med ham om regionens budget over telefonen i sidste uge, og han var engageret i sit arbejde til det sidste.

Leif Flemming Jensen efterlader sig kone og børn. Han blev 65 år.

Æret være hans minde.

Vibeke Storm Rasmussen

Redaktør
Christian Hult
Email yasQ@39NgnYB.dk