Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
25-08-2009

Budgetforhandlinger i Region Hovedstaden skudt i gang

Pressemeddelelse: Regionen skal finde besparelser på 350 millioner kroner i budgettet for 2010
Besparelser er nødvendige
På et regionsrådsmøde den 18. august drøftede politikerne for første gang det samlede forslag til regionens budget for 2010. På baggrund af den økonomiske aftale mellem Danske Regioner og regeringen tidligere på året står det klart, at der skal spares penge.

Øget tilskud ædes op af stigende udgifter og krav om effektivisering
- En stram økonomisk aftale med regeringen betyder, at vi skal spare 350 mio. kr., og det bliver en svær øvelse – og endnu sværere end sidste år, siger formand for Region Hovedstaden Vibeke Storm Rasmussen (S). – Aftalen giver os ganske vist flere penge i 2010 end i 2009, men de penge bliver ædt op af blandt andet stigende omkostninger på praksisområdet, dyrere medicin på hospitalerne, elevløn til social- og sundhedsassistentelever og ejendomsskat. Dertil kommer så kravet om en årlig effektivisering på 2 % på hospitalerne uden at der tilføres flere ressourcer.

Budgettet er opdelt i tre områder
Regionens budget omfatter sundhedsområdet - med hospitaler, psykiatri og praksisområdet - regional udvikling samt driften af en række handicapinstitutioner mv.

Spareforslag fremlægges for politikerne den 28. august
Budgetforslaget rummer deciderede besparelser på i alt 350 millioner kr., hvoraf 50 millioner kr. skal findes på besparelser ved indkøb og administration. De resterende 300 millioner skal findes på de enkelte hospitaler og institutioner i regionen. På et orienterende møde den 28. august bliver politikerne præsenteret for de konkrete spareforslag i deres helhed.

Regionens hospitals- og psykiatriplan kræver investeringer i de fysiske rammer
På sundhedsområdet er en af de væsentligste opgaver at realisere regionens hospitals- og psykiatriplan, der blev vedtaget i 2007. En lang række funktioner er blevet lagt sammen på de forskellige hospitaler, og den videre realisering af planen kræver investeringer i de fysiske rammer.

Selvfinansiering af hospitalsbyggeri koster 5 milliarder kroner over de næste 10 år
- Med de 6,1 mia. kr. Region Hovedstaden i første omgang fik fra regeringens kvalitetsfond fulgte en besked om, at vi skal medfinansiere 40 %, dvs. 2,4 mia. kr. Får vi i anden uddelingsrunde 7,4 mia. kr. til samtlige projekter, vi har søgt om, så betyder det, at vi samlet set selv skal finansiere knap 5 mia. kr. over de næste 10 år – eller i gennemsnit 500 mio. kr. årligt, fastslår Vibeke Storm Rasmussen.

Faste investeringer dræner kassen for penge til småreparationer
- Med et bloktilskud på 871 mio. kr., hvoraf 500 mio.kr. kommer til at gå til medfinansiering, kan Region Hovedstaden næppe få pengene til at strække til de mest basale ting som at lappe huller i hospitalernes tag, sikre nødstrømsanlæg osv. Årligt skal vi nemlig bruge 150 mio. kr. til mindre nyinvesteringer på hospitalerne, 140 mio. kr. til it-området, og mindst 75-100 mio. kr. til mindre renoveringsarbejder på hospitalerne. Så er der ikke penge til overs til andet, forudser regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen. 

Vanskelig opgave at tilgodese ældre medicinske patienter og patienter med psykiske lidelser
- Derfor er det utrolig vanskeligt at se, hvordan der skal komme penge til en række af de renoverings- og moderniseringsopgaver, som skal realisere de øvrige dele af regionens hospitalsplan. Og de er afgørende for at kunne sikre de ældre medicinske patienter og patienter med psykiske lidelser et tiltrængt kvalitesløft i behandlingen, slutter Vibeke Storm Rasmussen.

Nødvendige renoverings- og moderniseringsopgaver
Det drejer sig bl.a. om;

  • Fortsat renovering af Gentofte Hospital
  • Renovering af Rigshospitalets centrale bygningskompleks
  • Et større efterslæb på etablering af enestuer i psykiatrien og retspsykiatrien.
  • Udbygningsprojekter på de psykiatriske centre Hvidovre og Ballerup
  • Flytning af Psykiatrisk Center Gentofte til Hørsholm Hospital.


Yderligere information:

  • Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen - telefon 4364 2521
  • Regionsdirektør Helle Ulrichsen - telefon 4820 5601
  • Koncerndirektør Morten Rand Jensen - telefon 4820 5616
  • Pressevagten - mobil 7020 9588