Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Dansk sundheds-it blandt verdens bedste

Kommentar af Jan Kold, it-direktør, Region Hovedstaden
Jan Kold, It-direktør, Region Hovedstaden Jan Kold, it-direktør, Region Hovedstaden
Diskussion om it-systemerne
Siden Dansk IT offentliggjorde sin rapport om offentlige it-projekter, har der været en del diskussion om it-systemerne på landets hospitaler, både i aviser og på tv. Og i den forbindelse er forskellige offentlige it-projekter blevet draget frem i lyset, blandt andet det omdiskuterede EPJ-projekt (den Elektroniske Patient Journal) samt manglen på et fælles logon for alle hospitalernes it-systemer.

Gode og vigtige ideer til overvejelse
Mange pointer i debatten, som fx, at Digital Sundhed skal have flere midler samt overdraget det strategiske ansvar for EPJ på nationalt plan, er gode og vigtige ideer at tage op til overvejelse. Men i diskussionerne er fx EPJ blevet fremhævet som et skandaløst projekt, ligesom kritikere har påpeget at der endnu ikke findes et fælles logon for alle it-systemerne på sygehusene. Her bør vi se lidt mere nuanceret på fakta.

Implementering af EPJ hjælper allerede
På trods af Region Hovedstadens vanskelige økonomiske situation er det lykkedes os at samle og skabe 3 nye it-systemer for 30.000 medarbejdere på bare to år. Det er udvikling og optimering af Region Hovedstadens sundheds-it, der er til at tage og føle på. Og implementeringen af den fælles EPJ hjælper allerede i dag til en effektiv behandling af mange patienter i hele regionen på tværs af hospitalerne.

Fælles logon er kompliceret
De sundheds-it-systemer, vi taler om, er store, tunge og specialudviklede til netop deres formål. Og ja, det kan lade sig gøre at opsætte et fælles logon for alle systemerne, men det er kompliceret, og det tager tid. I Region Hovedstaden har vi indtil nu fokuseret på at indføre en ensartet EPJ på tværs af vores region, og det er nu lykkes – godt gået til alle, der har været med og til hospitalerne for den store indsats.

Vi sidder ikke med hænderne i skødet
Derfor bliver jeg nødt til at rynke på brynene, når flere i debatten har sagt, at ’hvis det var det private erhvervsliv, så var alle problemerne løst på nuværende tidspunkt’. Det er helt misforstået og ganske enkelt ukorrekt. Det giver et indtryk af, at vi i offentligt regi sidder med hænderne i skødet og lader projekterne løbe løbsk uden at løfte øjenbrynene. Og det er langt fra tilfældet.

It-systemerne høster anerkendelse
Det er kun fair, at offentlige it-projekter ofte er i mediernes søgelys, for vores projekter bliver til af skatteydernes penge. Men at antyde, at vores projekter ikke er velovervejede eller fokuserede, er synd og skam. Faktisk er vi så godt i gang med at forbedre it-systemerne i det danske sundhedsvæsen, at vi høster ros og anerkendelse i resten af verden.

Den amerikanske tænketank The Information Technology and Innovation Foundation fremhæver i en ny rapport Danmark sammen med Finland og Sverige for blandt andet at have indført elektroniske journaler hos de praktiserende læger og for at være kommet langt med tilsvarende systemer på hospitalerne. Især Danmark roses for at have opsat klare mål for indførelsen af it.

Vi kan være stolte af fremskridtet
Endelig vil jeg slå fast, at det offentlige nøjagtig lige som alle andre organisationer kan fejle og blive bedre. Og vi ved også, hvilke problemer vi skal arbejde med. Men det er helt urimeligt i mine øjne at hænge store, gode projekter som netop EPJ ud i medierne samt manglen på et fælles logon og kalde det for skandaløst. Vi kan faktisk – i modsætning til hvad mange tror – være stolte af, hvor langt vi er nået, og vi vil også rykke rigtig meget de kommende år.