Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
11-02-2009

En ny Task Force og årlig ekstern kontrol skal forbedre rengøringen

Pressemeddelelse: Den samlede rapport om hospitalsrengøring i Region Hovedstaden er klar. Standarden er langt fra god nok, men ny Task Force skal være med til at rette op på problemerne

For meget støv og pletter i rengjorte lokaler
Støv, slitage og pletter på væggene blev fundet i alt for mange af hospitalernes rengjorte lokaler. Det viser resultatet fra Dansk Standard, der i slutningen af 2008 gennemførte en kontrol på alle hospitaler i Region Hovedstaden.

Kun 29 % af lokalerne levede op til standarden
70,7 % af lokalerne levede ikke op til den fastsatte standard, og kampen mod skidtet besværliggøres åbenbart, fordi det er uklart, hvem der har hovedansvaret for de forskellige rengøringsopgaver. Derfor har vi nu nedsat en Task Force, der skal gøre noget ved problemet, siger formand for Region Hovedstaden Vibeke Storm Rasmussen (S).

Uklart hvem der har ansvar for at gøre rent
- Det har været uklart, hvem der varetager hvilke opgaver. Derfor skal vi have klarlagt en ansvarsfordeling mellem de forskellige personalegrupper, så der ikke står dropstativer fyldt med snavs og rust, fordi ingen ved, om det er plejepersonalet eller serviceassistenterne, der har ansvaret for at gøre dem rent. Samtidig skal vi have opbygget en kultur, hvor personalet reagerer med det samme, når noget ikke er i orden – uanset hvem man er, siger koncerndirektør Svend Hartling, der er formand for Region Hovedstadens Task Force.

Problemer med rengøringsmetoder og -midler, uddannelse og ansvar
I efteråret meldte Region Hovedstaden selv ud, at de første resultater fra en ekstern kontrol viste store mangler på rengøringsområdet. Siden har man i regionen analyseret resultaterne, og undersøgelsen konkluderer, at der er mange faktorer, der påvirker rengøringsniveauet. Det gælder blandt andet rengøringsmetoder, fokusområder, manglende uddannelse af personalet, ansvarsfordeling, valg af rengøringsvenlige materialer mm.

Årlig intern og ekstern kontrol indføres
- På alle disse fronter skal vi sætte ind. I Region Hovedstadens Task Force laver vi nu en strategi for at sikre forbedringer. Desuden har vi besluttet, at der hvert år skal afholdes både en ekstern og en intern audit, siger Svend Hartling, og understreger, at regionens Task Force har fokus på, at rengøringen skal forbedres både på den korte og den lange bane.

Nyt E-læringsprogram om håndhygiejne på vej
- Det nytter ikke kun at lave små ændringer her og nu. Vi skal også tænke fremadrettet, og starte projekter, der over længere tid skaber mærkbare forbedringer. Blandt andet er et nyt obligatorisk e-learningsprogram om håndhygiejne på vej til alle hospitalerne, siger Svend Hartling.

Rengøring skal være en integreret del af den kliniske hverdag
Rengøringen står de enkelte hospitaler selv for, men Svend Hartling pointerer, at de dårlige resultater ikke er en kritik af den enkeltes arbejde.

- Der kan sagtens være stænket blod på en væg kort efter, rengøringspersonalet har været der. Og så er det jo vigtigt, at det tilstedeværende personale gør noget med det samme i stedet for at tænke, at der nok kommer nogen og gør rent i morgen. Rengøringen skal altså være en mere integreret del af den kliniske hverdag, siger han.

Videndeling om forbedringer på de enkelte hospitaler
De enkelte hospitaler har efter kontrolbesøgene selv sat ekstra fokus på rengøringsforbedringer, og det er planen at hospitalerne skal drage nytte af hinandens erfaringer. Svend Hartling medgiver også, at der allerede er gjort meget for at forbedre situationen lokalt på hospitalerne. Konkrete tiltag er endnu ikke drøftet, men dette og meget mere skal den nye Task Force se på i løbet af foråret.


Regionens Task Force ser muligheder i en række rengøringsvenlige initiativer:

  • At gøre rengøring til en tættere integreret del af det daglige kliniske arbejde
  • At uddanne både ledere og medarbejdere praktisk og teoretisk i rengøringsstandarderne
  • At fordele ansvaret for rengøring og vedligeholdelse af apparatur og udstyr mellem de forskellige personalegrupper
  • At tilknytte en husmor eller oldfrue-funktion i afdelingerne for at sikre niveauet i rengøringen
  • At indføre et e-learningskursus om håndhygiejne og opsætte flere dispensere
  • At få ledelserne til at iværksætte en supplerende bakteriologisk kontrol efter rengøringen
  • At indføre to årlige audits – en ekstern og en intern


Yderligere oplysninger:

  • Koncern direktør Svend Hartling, tlf. 4026 6887
  • Pressevagten, tlf. 7020 9588