Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Hvis vi sidder på hænderne, løber udviklingen fra os

I løbet af få år vil flere lande indføre partikelterapi som standardbehandling til en lang række kræftformer i flere lande.
Partikelterapien til Danmark, tak
’Partikelterapi er fremtidens strålebehandling’ – sådan har melodien været i adskillige år. Men i løbet af få år vil fremtiden indhente os, og partikelterapien vil blive indført som standardbehandling til en lang række kræftformer i flere lande. Derfor planlægges i øjeblikket etableret yderligere 22 partikelterapianlæg rundt om i verden.
 
For os hersker der heller ingen tvivl: Nu skal vi, uden yderligere forsinkelse, have partikelterapien til Danmark.


Risikoen for bivirkninger mindskes betydeligt
Partikelterapi er en nødvendighed for at sikre danske kræftpatienter den bedste behandling. Behandlingen gør det muligt at strålebehandle en kræftsvulst med større dosis og præcision, end det er muligt med traditionel strålebehandling. Dermed mindskes risikoen for bivirkninger betydeligt. Bivirkninger ved traditionel strålebehandling kan specielt have alvorlige konsekvenser for børn og unge i form af senere nye kræftsygdomme.

Placering på Rigshospitalet vil gavne hele Danmark
Region Hovedstaden har allerede i starten af året søgt om etablering af anlægget på Rigshospitalet. En placering her vil ikke alene gavne hovedstads¬regionen, men hele Danmark - både behandlingsmæssigt, forskningsmæssigt, udviklingsmæssigt og erhvervsmæssigt.

Unik mulighed for slagkraftigt
behandlings- og forskningscenter
På Rigshospitalet ligger et af verdens førende PET-scannings-centre, samt Europas største radioterapiklinik som blandt de første steder i verden har indført og udviklet en række nye behandlingsteknikker. Det anses som en unik mulighed for at skabe et slagkraftigt behandlings- og forskningscenter, som kan fastholde det danske behandlings- og forskerniveau inden for den medicinske fysik på eliteplan.

DANLITE-gruppen peger på Rigshospitalet
Faktisk undrer det os, at der stadig kan stilles spørgsmålstegn ved, hvor et sådant anlæg bør placeres, når den vægtige rapport fra DANLITE-gruppen peger på Rigshospitalet:

DANLITE-gruppen, der bl.a. tæller flere internationale og nationale forskere blandt andet fra Århus samt repræsentanter fra kræftens bekæmpelse, har gennem syv år seriøst arbejdet på at få etableret mulighed for partikelterapi i Danmark. Gruppens rapport fra 2008 viser, at der i det danske faglige miljø er bred enighed om, at vi må have partikelterapi til Danmark, og at anlægget bør etableres på Rigshospitalet.

Region Midtjylland, Skejby og Århus Universitet foreslår endnu en faglig rapport
Det er svært at forstå, hvorfor Region Midtjylland, Skejby og Århus Universitet nu pludselig drager tvivl om placeringen og foreslår endnu en faglig rapport, der skal tage stilling til placeringen af anlægget.

Rigshospitalet er det mest egnede sted
Der er allerede lavet flere rapporter, som peger på, at Rigshospitalet er det mest egnede sted at placere et dansk partikelterapianlæg. Og i øvrigt er det i den sidste ende normalt Sundhedsstyrelsen, der træffer den slags afgørelser.
DANLITE-gruppen anbefaler i rapporten, ”at anlægget placeres på Rigshospitalet eller i nær tilslutning hertil, hvor man råder over alle moderne former for behandling og billeddiagnostik. Erfaringer fra udlandet viser, at etableringsomkostningerne af et partikelterapianlæg uden nærkontakt til et stort universitetshospital øges betydeligt, ligesom det har alvorlige driftsmæssige konsekvenser”.

Tæt kontakt til medicoteknik og universitetsafdelinger
Samtidig peger rapporten på, at anlægget bør have tæt kontakt til medicoteknik og universitetsafdelinger med interesse for atom- og acceleratorfysik for at opnå størst forskningsmæssigt udbytte. En tæt relation til Niels Bohr Instituttet er således ideel.

Ved at samle viden og specialer kan vi yde den bedste behandling
Det gælder jo netop om at centralisere og samle den relevante viden et sted. Et forhold, regeringens ekspertudvalg, Erik Juhl-udvalget, også understreger. For ved at samle viden og specialer kan vi yde den bedste behandling til patienterne.

Rigshospitalet har et fagligt miljø, som på alle områder lever op til de krav, der stilles for at udnytte potentialet med partikelterapi optimalt. Og i Region Hovedstaden er kompetencerne og vækstgrundlaget sikret i form af de tværfaglige uddannelser og forskningsprojekter, der allerede er etableret i regionen på tværs af aktører som eksempelvis Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Nils Bohr Instituttet, Københavns Universitet og en række internationale aktører.

Medicon-Valley investering i hovedstaden passer godt
Indenfor medico-området ligger den erhvervsmæssige tyngde i hovedstadsregionen, der tillige er en del af Medicon-Valley. Den medicotekniske branche har samlet en årsomsætning på mere end 40 mia. kr. og en beskæftigelse på ca. 38.000 personer. Medico-industrien er et af Danmarks absolutte erhvervsmæssige styrkeområder, og en Medicon-Valley investering i hovedstaden passer godt i regeringens erhvervsklyngestrategi. Et partikelterapianlæg ved Rigshospitalet vil have betydelig afsmittende positiv effekt på erhvervsudviklingen i regionen, hvilket kan skabe vækst i resten af Danmark.

Rentabelt ved blot 250 patientbehandlinger årligt
Vi mener ikke, der er behov for flere undersøgelser. Den beslutning, regeringen reelt skal træffe, handler ikke om, hvorvidt der skal anvendes 1,3 mia. kr. til partikelterapi. Beregninger fra Dansk Sundhedsinstitut viser nemlig, at et partikelterapianlæg vil være rentabelt ved blot 250 patientbehandlinger årligt, og omkostningerne for den enkelte behandling vil være billig i forhold til en lang række nye kræftbehandlingstiltag.

Partikelterapi i Danmark eller i udlandet?
Beslutningen om at satse på partikelterapi handler om, hvorvidt Danmark vil tilbyde danske kræftpatienter partikelterapi i Danmark eller i udlandet? Vil Danmark byde danske kræftpatienter, at de skal rejse flere uger – endda måneder - væk fra familie, venner og vante omgivelser for at få den rigtige behandling? Patienter som i forvejen er i deres livs krise, og som kæmper en daglig kamp for at overleve.

Nu skal der handles
Mens regeringen overvejer sin beslutning, må en masse kræftpatienter rejse til udlandet eller undvære den bedste behandling. Det er ikke godt nok. Vi kan ikke bare sidde på hænderne, mens udviklingen i kræftbehandling foregår lige for næsen af os. Nu skal der handles.