Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
14-08-2009

Københavns Brandvæsen vandt udbud om sygetransport i indre by

Pressemeddelelse: Fra 1. februar 2010 skal Københavns Brandvæsen køre sygetransport i indre by i særligt indrettede biler, der giver en mere tryg patientkørsel.
I tæt konkurrence med fire andre selskaber fik Københavns Brandvæsen opgaven at køre sygetransport i indre København. Deres udbud var samlet set bedst i forhold til pris og kvalitet.
Fra februar måned 2010 kan otte nye biler til sygetransport køre ud fra garagen hos Københavns Brandvæsen. Bilerne skal bruges til hente borgere i indre København, når de har behov for at komme til og fra hospitalet til ikke-akutte undersøgelser.

Pris og kvalitet til grund for valg
I alt fem selskaber havde budt på opgaven hos Region Hovedstaden, som er ansvarlig for ambulancekørslen i området. Konkurrencen var meget tæt, men det blev Københavns Brandvæsen, der løb af med sejren, da de leverede det tilbud, der samlet set var bedst i forhold til pris og kvalitet.

Udbuddet har lagt vægt på planer for kompetenceudvikling og klagehåndtering
Kvaliteten er blandt andet vurderet ud fra bydernes uddannelsesforløb for og kompetenceudvikling af personalet, og ud fra kvaliteten af bydernes køretøjer og håndtering af klagesager. Udbuddet er kommet i hus efter 2. udbudsrunde, da der i første omgang ikke kom tilbud på den liggende sygetransport i indre København.

Tryghed og service til den rette pris
Hos Vibeke Storm Rasmussen (S) er der stor glæde over, at udbuddet er faldet på plads:

”Det er dejligt, at vi nu kan sige ja tak til et tilbud, hvor pris og kvalitet går hånd i hånd, og som giver bedre service og tryggere behandling til borgerne i indre by,” siger regionsrådsformanden.

Klarere opdeling mellem sygetransport og ambulancer
Med de nye sygetransporter bliver der samtidig frigivet større kapacitet til de fire ambulancer, som også køres af Københavns Brandvæsen for regionen. Hidtil har ambulancerne også været brugt til sygetransporter. I fremtiden skal ambulancerne først og fremmest reserveres til akutte opgaver. Samtidig vil bestilte sygetransportture kunne blive afviklet uden lange ventetider, da sygetransportture ikke som hidtil vil være afhængige af ledig ambulancekapacitet.

Københavns Brandvæsens nuværende kontrakt fortsætter indtil den nye kontrakt med sygetransportkørsel træder i kraft.


Yderligere oplysninger
• Vibeke Storm Rasmussen, regionsrådsformand, Region Hovedstaden (S), telefon 4364 2521
• Pressevagten, Region Hovedstaden, telefon 7020 9588