Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
01-10-2009

Ny neurologisk afdeling på Herlev Hospital

Herlev Hospital klippede den 1. oktober den røde snor til en helt nyoprettet neurologisk afdeling.

En konsekvens af hospitalsplanen
Torsdag den 1. oktober slog Herlev Hospital dørene op til et nyt neurologisk ambulatorium, som samtidig markerer den officielle åbning af en helt ny neurologisk afdeling på hospitalet. Et lægeligt speciale i stor udvikling – og en afdeling, der kan se frem til stor vækst.

Den nye afdeling er en udløber af Region Hovedstadens Hospitalsplan, forklarer ledende overlæge Jesper Erdal.

Nye tværfaglige samarbejder
”Det ligger i Hospitalsplanen, at Herlev Hospital som såkaldt områdehospital skal have en neurologisk afdeling. Vores afdeling adskiller sig dog lidt fra de mange andre ændringer i hospitalsplanen, fordi vi ikke er opstået som en fusion af eksisterende afdelinger: Vi skal oprette afdelingen helt fra bunden. Det har bestemt været en udfordring, men det giver også nogle muligheder for at oprette en helt ny kultur og etablere nogle vigtige, tværfaglige samarbejder,” lyder forklaringen fra Jesper Erdal.

Et speciale i udvikling
”Neurologien er et felt i stor udvikling i de her år. Tidligere var det et lægeligt speciale, der havde ry for at være god til at diagnosticere, men uden mange behandlingstilbud. Men i dag kan vi – heldigvis – tilbyde mange behandlinger, der holder symptomerne nede på uhelbredelige sygdomme som Parkinsons, demens og epilepsi,” siger Jesper Erdal.

Fuldt normeret
Med 32 sengepladser til patienter med apopleksi, en hukommelsesklinik, der primært tager sig af demensudredning, et ambulatorium, som fysisk er placeret i hospitalets nye pavilloner, og ca. 60 ansatte er afdelingen lige nu godt i gang. Men væksten venter lige om hjørnet, for det ligger i kortene, at afdelingen bliver væsentligt større i nærmeste fremtid.

En afdeling i vækst
”Det er meget svært at sige, hvor stor en afdeling vi skal ende med at være. Men ser man på vores optageområde og sammenligner med andre, lignende afdelinger i regionen, så er det ikke urealistisk, at vi skal ende op med at have betydeligt flere sengepladser og tilsvarende flere ansatte i afdelingen,” slutter ledende overlæge Jesper Erdal.

Tekst: Ulf Joel Jensen

Redaktør
Pernille Bøegh
Email DiguTLIZGrp1@5NY7bRD.dk