Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
02-03-2009

25 år i amts- og regionalpolitik

Den 2. marts har formand for Region Hovedstaden, Vibeke Storm Rasmussen, 25 års jubilæum i amts- og regionalpolitik.
Politisk karriere indledt i studentertiden
Vibeke Storm Rasmussens politiske karriere går endnu længere tilbage og startede allerede i studentertiden, hvor hun var medlem af Frit Forum.

Foregangskvinde
Lige efter studentereksamen blev hun medlem af DSU, og allerede i 1974 blev hun valgt til kommunalbestyrelsen i Albertslund Kommune. Hun var den eneste kvinde, der blev valgt, og det at være foregangskvinde har siden kendetegnet hendes politiske karriere.


Aktionsgruppe for lighed mellem kønnene
Efter hun blev valgt i 1974, stiftede hun ”Aktionsgruppen for frihed, lighed og solidaritet mellem kønnene” for at få flere kvinder ind i politik. Arbejdet i gruppen gav hurtigt pote. Fra 1975 blev der årligt afholdt socialdemokratiske kvindekonferencer.

Lighed stadig centralt
Lighed står som et centralt politisk begreb for Vibeke Storm Rasmussen, og derfor er det stadig vigtigt for hende at opmuntre flere kvinder til at gå ind i politik.

Født på Amager
Vibeke Storm Rasmussen - den ældste af tre søskende – blev født i 1945 og voksede op i en socialdemokratisk familie på Amager. Hendes far var værkstedsmester og hendes mor sygeplejesekretær. Selv er Vibeke Storm Rasmussen uddannet lærer i 1969.

Uddannet lærer
Inden for lærerfaget er det indlæring og skolestart, der har haft hendes store interesse. Igen er det lige rettigheder til alle, der har været drivkraften. Hun har skrevet et utal af skolebøger om læse- og begrebsindlæring, hvor hun har været en stærk fortaler for, at alle børn har ret til en god start og et bedre liv.

Fokus på integration
Som formand for Skoleudvalget i Albertslund satte hun sat fokus på børn med anden etnisk baggrund og deres særlige problemer med sprog og integration. I starten blev det set som et kontroversielt emne, men det har siden fået større og større opbakning.

Ballade om integrationsoplæg
I slutningen af 80’erne ønskede Vibeke Storm Rasmussen sammen med flere borgmestre på Vestegnen at få strammet op på integration og danskundervisning. Og da hun som formand for Socialdemokraternes flygtninge- og indvandrerudvalg kom med et oplæg om det, gav det en vældig ballade.

Aldrig bange for at gå mod strømmen
Vibeke Storm Rasmussen har aldrig været bange for at gå imod strømmen. Hun er gået ind i politik med klare lighedsværdier og forestillinger om et levende og engageret demokrati. Selv vil hun for enhver pris kæmpe de kampe, hun finder væsentlige.

Nye veje til dialog med borgerne
Hun mener, det er politikernes pligt løbende at finde nye veje til dialog med regionens borgere om alle store beslutninger. Det er selve fundamentet for et levende, nærværende og engageret demokrati.

Dialogmøder, idémøder, borgertopmøder
Som eksempler kan nævnes dialogmøder med regionens ældre om den nye ældreplan, idémøder med 200 borgere forud for arbejdet med Den Regionale Udviklingsplan samt efterårets Borgertopmøder fire steder i Danmark, som Vibeke Storm Rasmussen tog initiativ til som formand for Danske Regioners udvalg om fremtidens sundhedsvæsen. Her fik godt 800 borgere mulighed for at komme med deres bud på, hvordan vores sundhedsvæsen skal udvikle sig.

Folketing, kommune, amt og region
Vibeke Storm Rasmussen har været kandidat til folketinget i Gentoftekredsen, og har i kortere perioder siddet i Folketinget. Det er dog i kommunal-, amtslig- og regionalpolitik, at hun har markeret sig stærkest. Efter flere år i kommunalbestyrelsen i Albertslund, blev hun i 1984 medlem af Københavns Amtsråd og i 1992 blev hun valgt som den første kvindelige amtsborgmester. Hun fortsatte på denne post indtil amterne blev omdannet til regioner i 2007, hvor hun indtog pladsen som regionsformand i Region Hovedstaden.

Vil gøre op med ulighed i sundhed
Vibeke Storm Rasmussen vil gerne gøre op med den store ulighed, der er i borgernes sundhed. Derfor er hun også én af de politikere, der melder klart og utvetydigt ud, når de ambitioner, regeringen har på sundhedsvæsenets vegne, ikke modsvares af tilstrækkelig økonomi. Samtidig har hun et stærkt blik for de svageste i vores fællesskab – og en særlig mærkesag er her de ældres vilkår i fremtidens sundhedsvæsen. Der skal ikke gøres forskel på folk!

Redaktør
Christian hult
Email DiguTLIZGrp1@5NY7bRD.dk