Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
06-06-2009

Region Hovedstaden oplever stor interesse for interne vikarkorps

Den interne vikarservice for Region Hovedstadens hospitaler og psykiatri modtager mange henvendelser.
Stop for eksterne vikarer 1. juli
Den generelle melding lyder, at det går fint med rekrutteringen frem mod den 1. juli, hvor der er stop for brug af eksterne vikarer.

Kommer alle vegne fra
Der er stor interesse for den nye interne vikarservice i Region Hovedstaden, og efterhånden er et pænt antal kontrakter på plads. De nyansatte og de interesserede, som overvejer et skifte, kommer alle vegne fra – private vikarfirmaer, hjemmeplejen og fra regionens egne arbejdspladser. Nogle har endda været på vej på pension, men ombestemte sig og er villige til at tage en ekstra tørn som vikar.

Vikarerne kommer ind i en lind strøm
Den 1. juli er det slut med at bruge eksterne vikarer på hospitalerne og i psykiatrien, så der er stadig godt en måned til at rekruttere nye medarbejdere. Flere af de nyetablerede vikarkorps har indtil videre haft nok at gøre med at starte op. Der har været mange interesserede, og nu skal det så give et afkast i form af ansættelser.

22-23 stillinger besat på patienthotel
- Det går rigtig godt med at få besat stillingerne til den interne vikarservice. De kommer i en lind strøm og ud af de mange interesserede, vi har haft, har vi nu besat cirka 22-23 stillinger og en del uafklarede, fortæller Bettina Kotasek, Hotel og Vikarservicechef på Herlev Hospital.

Også de ledige faste stillinger besættes
Vikarservice på Herlev Hospital skal have omkring 50 fuldtidsstillinger besat, men som Bettina Kotasek udtrykker det, så er det hele tiden en foranderlig situation, hvor antallet tilpasser sig forholdene og behovet på hospitalet. Blandt andet er det for tiden nemmere for afdelingerne at besætte ledige faste stillinger – og så bliver behovet for vikarer naturligt mindre.

Ansættelsesproces i gang
Fra de andre vikarkorps lyder samme melding som fra Herlev Hospital. Der er stor interesse, og der er godt gang i ansættelsesprocessen. På Rigshospitalet er de ikke begyndt at ansætte endnu, men de har fået rigtig mange henvendelser fra sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og lægesekretærer, der er interesserede i at blive ansat som vikarer – enten på timebasis eller i en fuldtidsstilling.

Mere end tre hundrede henvendelser
- Vi har haft mere end tre hundrede henvendelser, og der er stadig mellem 10 og 15, der retter henvendelse hver dag, lyder det fra lederen af Rigshospitalets vikarservice, Käthe Lemming.

Riget regner med at få ansat 300 - 400
Så selvom Rigshospitalet endnu ikke har skrevet kontrakter, så forventer Käthe Lemming, at hospitalet får ansat godt 300 - 400 vikarer til 1. juli, da de i vikarservice afholder informationsmøder den 10. og 17. juni, hvor de også vil ansætte. Når vikarkorpset er helt fyldt op, regner Rigshospitalet med cirka 400-500 ansatte.

Overenskomster på plads
Rekrutteringsprocessen i de interne vikarkorps er først kommet rigtigt i gang i løbet af maj og juni. I slutningen af april blev Region Hovedstaden og Dansk Sygeplejeråd enige om en overenskomst for vikarkorpsene – og i slutningen af maj kom aftalen FOA – Fag Og Arbejde på plads. Nu mangler der en aftale med HK for lægesekretærerne, og disse forhandlinger er i gang.

Forventer, at flere vil slå til
Lederne af vikarservice på Gentofte og Hvidovre Hospitaler glæder sig over, at overenskomsterne efterhånden falder på plads, da de forventer, at flere medarbejdere vil slå til, når løn- og arbejdsforholdene er kendte.

Fordel med et fast arbejdssted
- Vi oplever, at vi får en del modne sygeplejersker, der ser det som en fordel, at de kan blive en del af én arbejdsplads og ikke skal rykke rundt mellem flere forskellige hospitaler. De siger, at det føles trygt, og de er glade for den gode tone og dialog, der er her”, siger Helle Vibeke Nielsen, der er afdelingssygeplejerske og daglig leder af Intern Vikar Service på Gentofte Hospital.

Tilfredshed med løn
De interne vikarer spørger interesseret til arbejdsforhold, lønnen og hvor fleksibelt jobbet som vikar i det hele taget er.

Glade for løn, pension og goder
- Der er tilfredshed med lønnen, og de er rigtig glade for, at de som vikarer også får pension og personalegoder og frem for alt er tilknyttet én arbejdsplads”, siger Helle Vibeke Nielsen og, Maren Nørby fra Hvidovre Hospitals Interne Vikarservice samstemmende.

Frihed et plus
De fortæller, at den store grad af frihed, hvor man selv kan indgive en vagtplan også bliver set som et stort plus.

En helt ny situation
De to vikarledere ser det som en ny situation med en vis tilvænningsperiode for regionens arbejdspladser, at de nu ikke kan hente eksterne vikarer ind.

Skal vænne sig til ny funktion
- Selve Vikar Service er nogle steder en ny funktion på arbejdspladsen, som de lige skal vænne sig til”, understreger Helle Vibeke Nielsen som anslår, at der løbende henover sommeren og efteråret vil komme flere og flere nye interne vikarer.

Tryghed, fleksibilitet og faglig udvikling
På Bispebjerg Hospital har der igennem mange år været intern vikarservice, så her har vikarkorpset stort de vikarer, der er behov for. Der kommer dog løbende mange henvendelser fra interesserede sygeplejersker, lægesekretærer og social- og sundhedsassistenter, hvilket ifølge lederen af vikarservice Jakob Damsgård er godt, da der jo altid er uskiftninger.
Men den store mængde ansøgere den senere tid har dog betydet, at han har været nødt til at afvise en del.

Også mulighed for faglig udvikling
- Vi mærker helt klart en stor interesse, da eksterne vikarer ikke er så efterspurgte længere. Der er flere afdelinger, der slet ikke tager vikarer ind. Så flere søger over til hospitalernes egne vikarkorps, hvor der er mere tryghed i ansættelsen. Særligt efter aftalerne med DSR og FOA er faldet på plads. Her på Bispebjerg Hospital tilbyder vi også mulighed for faglig udvikling gennem kurser, siger Jakob Damsgård .

Psykiatrien tiltrækker også mange vikarer
Hos Psykiatrien oplever man også, at det er løn og fleksibilitet, der er trækplastret i det interne Vikarcenter, og så det faktum, at vikarerne ikke kan beordres på overarbejde.
Psykiatrien har haft rigtig mange interesserede. Indtil videre er der ansat cirka 300 ud af de godt 500, der er behov for.
Der er allerede 200 interesserede, som Vikarcentret skal have kontakt til. Så selvom der ikke er fuldt hus endnu, så er psykiatrien fortrøstningsfulde og forventer, at alle pladser bliver besat hurtigt. 

Tilfreds regionsdirektør
Regionsdirektør Helle Ulrichsen er meget tilfreds med, at vikarkorpsene oplever stor interesse og håber, at den interne vikarservice kan være med til at afhjælpe manglen på hænder.

Strategisk valg
- Det er et strategisk valg, at vi opretter egen vikarservice, og vi står fuldstændig fast på at gå den vej. Det er derfor glædeligt, at det går godt med at rekruttere interne vikarer”, siger Helle Ulrichsen, med tydelig adresse til enhver der måtte anse de interne vikarkorps som en umulig idé.

Skal højne kvalitet
Den interne vikarservice skal højne kontinuiteten og kvaliteten. Det har været et mål for den strategiske beslutning, og det ser nu ud til, at det giver pote. Og det skal også gerne udmønte sig i, at flere og flere vælger at bytte tilværelsen som intern vikar ud med et fast job.

Bagdør til faste ansættelser
- Vi håber selvfølgelig, at ansættelser i den interne vikarservice kan være bagdøren til fastansættelser i psykiatrien eller på hospitalerne, siger Helle Ulrichsen.
Redaktør
Frederikke Alban
Email DiguTLIZGrp1@5NY7bRD.dk