Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Region Hovedstaden sætter fokus på forskning, etniske minoriteter og tvang i psykiatrien

Fremadrettet skal der i Region Hovedstaden mere fokus på forskning i psykiatrien. Ligeledes skal anvendelsen af tvang i psykiatrien og etniske minoriteters forhold følges nøje
Sådan lyder anbefalingen fra Regions Hovedstadens underudvalg vedrørende Psykiatri- og socialområdet. Underudvalget har på flere møder drøftet udfordringerne på de tre områder, og der er enighed om, at der i regionen allerede er igangsat en række gode initiativer, som kan styrke indsatsen, men at der er behov for ekstra fokus på flere områder for at sikre en forsat udvikling.

- Det er vigtigt, at vi har fokus på psykiatrien og kigger på alle områder. Specielt tvang i psykiatrien har der været fokus på, og derfor lyder anbefalingen fra udvalget, at anvendelsen af tvang følges årligt. I udvalget har vi et højt ambitionsniveau og ønsker at sætte målene højt særligt i forhold til at undgå lange fikseringer, lyder det fra underudvalgets formand Bente Møller (Ø).

På regionsrådets opfordring har underudvalget i tillæg til en tidligere undersøgelse af tvang i psykiatrien kigget nærmere på sammenlignelighed af anvendelse af tvang i Region Hovedstaden og de øvrige regioner i landet.

Det er første gang, der er udarbejdet en samlet oversigt over anvendelsen af tvang efter dannelsen af regionerne, og derfor er det kun muligt at sammenligne ét år. Udvalget beklager, at det ikke har været muligt at få nye tal fra Sundhedsstyrelsen til at lave en sammenligning.

Tallene, der er fra 2007, viser samlet set, at Region Hovedstaden anvender tvang i samme omfang som de øvrige regioner, når man sammenholder tvangsanvendelserne med det antal patienter, der årligt behandles i regionen.

- I Region Hovedstaden behandler vi en del flere psykiatriske patienter end i de øvrige regioner, hvilket selvfølgelig betyder, at der også vil være flere tvangsanvendelser. Derfor er det nødvendigt, at vi har fokus på hele tiden at optimere behandlingen, lyder det fra Bente Møller (Ø).

Region Hovedstadens psykiatri har sat særlig fokus på at reducere anvendelsen af tvang i psykiatrien og har igangsat en række initiativer til at nedbringe og kvalificere brugen af tvang. Disse tiltag er nu ved at blive implementeret på de psykiatriske centre i regionen.

Underudvalget vedrørende Psykiatri- og socialområdet har udover tvang i psykiatrien også drøftet etniske minoriteters forhold i psykiatrien, herunder hvorfor de er overrepræsenterede, hvordan de behandles, hvilke besværligheder, der er, samt hvilke muligheder der er for forebyggelse.

I forbindelse med arbejdet har udvalget fået opgørelser over indvandreres kontaktmønstre til psykiatrisk behandling. Disse viser, at indvandrergrupper behandles for de samme psykiatriske lidelser som den danske befolkning, men at der er en høj forekomst af skizofrene og affektive lidelser. Oveni det kommer en række særlige problemstillinger for personer med anden etnisk baggrund.

- Ud fra hvad vi ved på området, lyder vores anbefalinger, at det er vigtigt at behandle patienter forskelligt, for at de kan blive behandlet i forhold til deres behov. Derfor er det væsentligt med specialfunktioner indenfor området, siger Bente Møller (Ø).

Derudover finder udvalget det væsentligt, at der rettes opmærksomhed mod ”kulturmødet” bl.a. i forbindelse med personaleuddannelse, og at samarbejdet med kommunerne om etniske minoriteter skal styrkes.

Udvalget har også set nærmere på forskning i psykiatrien, og her lyder anbefalingen, at der forskes på linje med somatikken, og udvalget lægger vægt på, at implementeringen af forskningsresultater skal foregå smidigt og fleksibelt.


Yderligere oplysninger:

Bente Møller (Ø), formand for underudvalget vedrørende ”psykiatri- og socialområdet” – 3828 2943 / mobil 2165 3351

Pressevagten, Region Hovedstaden tlf. 7020 9588