Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
01-07-2009

Region Hovedstadens Interne Vikarservice klar til stop for brug af eksterne vikarer

Rekrutteringen til den interne vikarservice for Region Hovedstadens hospitaler og psykiatri går godt. Generelt lyder meldingen, at man er klar til stop for brug af eksterne vikarer
billede af plakat med sygeplejerske på
Den 1.juli er det ikke længere muligt for afdelingerne på Region Hovedstadens hospitaler og psykiatri at ringe efter en vikar fra et eksternt vikarbureau. Hospitalerne og psykiatrien har gennem det seneste halve års tid etableret egne vikarkorps og skal fremover dække hospitalernes behov for vikarer.

- Vi er helt klar. Det skal der ikke herske tvivl om. Vi er godt kørende og der er god kontakt til afdelingerne, fortæller Helle Vibeke Nielsen, der er afdelingssygeplejerske og daglig leder af Intern Vikar Service på Gentofte Hospital.

Travlhed
Etableringen af den interne vikarservice har givet travlhed de seneste måneder. Der har været mange henvendelser og ansættelser. Nu skal det hele så til at køre uden brugen af de eksterne vikarer.

- Det går godt med ansættelser. Og på den korte tid, vi har haft, synes jeg, vi er nået ret langt. Men det havde da været ønskværdigt med mere end to måneder, lyder det fra Bettina Kotasek, Hotel og Vikarservicechef på Herlev Hospital. Her har de besat godt 40 stillinger.

Overenskomster på plads
Rekrutteringsprocessen i de interne vikarkorps kom først rigtigt i gang i løbet af maj og juni. I slutningen af april blev Region Hovedstaden og Dansk Sygeplejeråd enige om en overenskomst for vikarkorpsene – og i slutningen af maj kom aftalen FOA – Fag Og Arbejde på plads.

Kommer alle vegne fra
De nyansatte og de interesserede, som overvejer et skifte, kommer alle vegne fra – private vikarfirmaer, hjemmeplejen og fra regionens egne arbejdspladser. Nogle har endda været på vej på pension, men ombestemte sig og er villige til at tage en ekstra tørn som vikar.

Fordel med et fast arbejdssted
- Vi oplever, at vi får en del modne sygeplejersker, der ser det som en fordel, at de kan blive en del af én arbejdsplads og ikke skal rykke rundt mellem flere forskellige hospitaler. De siger, at det føles trygt, og de er glade for den gode tone og dialog, der er her”, siger Helle Vibeke Nielsen, der er afdelingssygeplejerske og daglig leder af Intern Vikar Service på Gentofte Hospital.

Ansættelsesproces i gang
Fra de andre vikarkorps lyder generelt samme melding som fra Gentofte og Herlev Hospital. Der er stor interesse, og der er godt gang i ansættelsesprocessen. På Rigshospitalet begyndte de først at ansætte midt i juni, da overenskomsterne for vikarkorpsene er forholdsvis sent faldet på plads - men ansøgerne kommer nu ind i en jævn strøm. Rigshospitalet oplever en massiv interesse og med ti henvendelser om dagen, er de nu oppe på 450 interesserede på ventelisten.

Gået over alt forventning
Helle Ulrichsen, der er regionsdirektør i Region Hovedstaden er tilfreds med rekrutteringen:

- Det går over al forventning. Jeg er glad for, at hospitalerne på så forholdsvis kort tid har været i stand til at etablere vikarkorps og ansætte så mange medarbejdere. Formålet er, at vi skal have løftet kvaliteten ved, at vores vikarer kender det hospital, de arbejder på - det skaber tryghed for både den enkelte vikar, men ikke mindst afdelingernes faste medarbejdere, at vikarerne kender til de lokale forhold og rutiner, siger Helle Ulrichsen.

Kan lede til fast stilling
- Samtidig ved vi, at en stilling som fast vikar på et hospital, kan være indgangen til, at man får lyst til at søge en fast stilling - og det er selvfølgelig det bedste, at vi på længere sigt ikke har så stort vikarbehov, fortsætter Helle Ulrichsen.

Flere af hospitalerne melder, at de - selvom ferien er begyndt - stadig er i fuld gang med at ansætte til vikarkorpsene - og alle forventer at være fuldt flyvende fra sensommeren. Hvis nogle hospitaler mod forventning kommer til at mangle vikarer i løbet af ferieperioden - så vil det blive løst, lover Helle Ulrichsen.

Hvis problemer - så løser vi dem
- Det er en helt ny situation, at vi slet ikke skal bruge eksterne vikarbureauer længere. Derfor skal vi også finde ud det præcise niveau for, hvor mange vikarer, vi har behov for i de enkelte korps. Men med den massive interesse der er for at arbejde i korpsene - så er jeg optimistisk, siger Helle Ulrichsen.

- Det er et strategisk valg vi har truffet, og vi står fuldstændig fast på at gå den vej, siger Helle Ulrichsen, med tydelig adresse til enhver, der måtte anse de interne vikarkorps som en umulig idé.
Redaktør
Charlotte Skaaning Larsen
Email DiguTLIZGrp1@5NY7bRD.dk