Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
16-06-2009

Tillægsaftale til budgetforlig 2009 fordeler 45 mio. kroner

Pressemeddelelse: A, B, F og O igangsætter regional klimastrategi, nyt kvalitetsstempel på sundhedsområdet, styrket regional bustrafik og initiativer til flere praktikpladser og nye uddannelser.
45 millioner kroner til nye udviklings-initiativer
Partierne bag budgetforlig 2009 har på baggrund af et mindreforbrug på 45 millioner kroner inden for regional udvikling besluttet sig for en række nye initiativer.

Ambitiøs regional klimastrategi på vej
Der er afsat 5 millioner kroner til udarbejdelsen af en ny klimastrategi. Der vil indgå handlingsplaner for energi, trafik, vandløb og ledningsnet, planlægning og byggeri samt beredskab. For at sætte handling bag ordene afsætter partierne samtidig 10 millioner kroner til de første konkrete lokale samarbejdsprojekter.

Kvalitetsstempel skal fremhæve talenter og innovativt arbejde på sundhedsområdet
Udviklingsprogrammet ”Global Excellence – i sundhed” får 15 millioner kroner til igangsættelse. Programmet skal på regionens universiteter og hospitaler synliggøre og fremme initiativer og miljøer, der må betegnes som internationale fyrtårne. Et kvalitetsstempel gives for fem år ad gangen sammen med 1,5 millioner kroner til videreudvikling samt formidling af det fremragende arbejde. Kvalitetstemplet skal skabe opmærksomhed omkring hovedstadsregionens talenter og innovative arbejde på sundhedsområdet.

9 millioner ekstra kroner til den regionale bustrafik
Partierne vil styrke den kollektive trafik. Derfor igangsatte de i budget 2009 en tværgående analyse. Der foreligger nu en kvalificeret konsulentrapport med en række inspirerende forslag til initiativer. Partierne ønsker, at regionen går i front med sit eget ansvarsområde, og de afsætter derfor 9 millioner kroner til at styrke bustrafikken på tværs af regionen.

Det vil ske gennem:

• Øget frekvens af S-busserne 300S-400S-500S
• Bedre elektronisk information ved busstoppestederne
• Incitamentsaftaler med busoperatører
• Fremkommelighedsprojekter
• Projekt om cykel med bussen

Transportministeren skal i tale
Samtidig vil der blive indledt drøftelser med transportministeren og andre centrale aktører.

6 millioner kroner til praktikpladskampagne og udvikling af nye sundhedsuddannelser
Endelig afsættes der 6 millioner kroner til aktivt at skabe nye jobmuligheder i regionen i en tid med stigende arbejdsløshed. Det skal ske gennem en regional praktikpladskampagne og ved at udvikle nye uddannelser inden for sundhedsområdet.


Yderligere oplysninger:

• Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen, Socialdemokraterne, tlf. 4364 2521
• Kirsten Lee, Det Radikale Venstre, mobil 2020 1156
• 2. næstformand Henrik Thorup, Dansk Folkeparti, mobil 4040 8188
• Allan Schneidermann, Socialistisk Folkeparti, mobil 2010 3772
• Regionsdirektør Helle Ulrichsen, tlf. 4820 5601
• Koncerndirektør Jens Chr. Sørensen, mobil 4025 0869
• Pressevagten, Region Hovedstaden, tlf. 7020 9588