Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
25-08-2009

Trods store løfter – intet nyt!

Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen kommenterer regeringens finanslovsforslag 2010.
Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen

Ikke en øre mere
- Vi har ikke fået en øre mere til hospitalerne end tidligere lovet. Tværtimod er regionerne fortsat nødt til at tvangsopspare 1 mia. kr., som en medfinansiering af de fremtidige hospitalsbyggerier, siger Region Hovedstadens formand Vibeke Storm Rasmussen (S)

Ingen nye penge
- Regeringen har ikke afsat ’nye’ penge til at bygge nye hospitaler. Der er alene tale om udmøntning af allerede indgåede aftaler. Med en større investering i nyt hospitalsbyggeri eller i renovering kunne regeringen ellers have forbedret forholdene for de psykisk syge og for de ældre medicinske patienter – og samtidig have styrket beskæftigelsen her og nu, siger Vibeke Storm Rasmussen.

Regionen skal selv finde penge til modernisering
- Med de 6,1 mia. kr. Region Hovedstaden i første omgang fik fra regeringens kvalitetsfond fulgte en besked om, at vi skal medfinansiere 40 %, dvs. 2,4 mia. kr. Får vi i anden uddelingsrunde 7,4 mia. kr. til samtlige projekter, vi har søgt om, så betyder det, at vi samlet set selv skal finansiere knap 5 mia. kr. over de næste 10 år – eller i gennemsnit 500 mio. kr. årligt.

Ingen penge til overs til at bygge for
- Med et bloktilskud på 871 mio. kr., hvoraf 500 mio.kr. kommer til at gå til medfinansiering, kan Region Hovedstaden næppe få pengene til at strække til de mest basale ting som at lappe huller i hospitalernes tag, sikre nødstrømsanlæg osv. Årligt skal vi nemlig bruge 150 mio. kr. til mindre nyinvesteringer på hospitalerne, 140 mio. kr. til it-området, og mindst 75-100 mio. kr. til mindre renoveringsarbejder på hospitalerne. Så er der ikke penge til overs til andet, forudser regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen.

Modernisering afgørende for at løfte kvaliteten
- Derfor er det utrolig vanskeligt at se, hvordan der skal komme penge til en række af de renoverings- og moderniseringsopgaver, som skal realisere de øvrige dele af regionens hospitalsplan. Og de er afgørende for at kunne sikre de ældre medicinske patienter og patienter med psykiske lidelser et tiltrængt kvalitetsløft i behandlingen, slutter Vibeke Storm Rasmussen.

Det drejer sig bl.a. om:

  • Fortsat renovering af Gentofte Hospital
  • Renovering af Rigshospitalets centrale bygningskompleks
  • Et større efterslæb på etablering af enestuer i psykiatrien og retspsykiatrien.
  • Udbygningsprojekter på de psykiatriske centre Hvidovre og Ballerup
  • Flytning af Psykiatrisk Center Gentofte til Hørsholm Hospital.


Yderligere information
Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen - telefon 4364 2521

Pressevagten - mobil 7020 9588