Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
03-09-2010

Fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg afgørende

Det viser nye analyser
Nøglen til fremtidens trafikstruktur i Øresundsregionen er fundet
En fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg (HH-forbindelsen) samt etableringen af en trafikal Ring 5 er nøglen til at sikre et fremtidigt og bæredygtigt trafiksystem i Øresundsregionen. Samtidig viser trafik- og økonomiberegninger, at HH-forbindelsen kan selvfinansieres og samtidig betale en del af Ring 5-anlægget.

Linjeføringer konkretiseres også
Det er konklusionen i to nye analyser, der sætter spot på den nye transportkorridor mellem Øresund og Femern, som bliver en realitet, når Femern Bælt- forbindelsen åbner i 2018. Analyserne peger samtidig på konkrete realiserbare linjeføringer for både en HH og en Ring 5-forbindelse.

Aktuel politisk bevågenhed om analysernes resultater
Analyserne er højaktuelle. Den 15. juni besluttede den danske og svenske regering at nedsætte en fælles embedsmandsgruppe, der skal følge de svenske undersøgelser af behovet og muligheden for en ny fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg til vej- og jernbane-trafik. Transportministeriet har som led i de strategiske analyser for hovedstadsområdet redegjort for potentialet ved en Ring 5-forbindelse og miljøministeren er i færd med at nedsætte et udvalg, der skal se på transportkorridoren, som Ring 5 placeres i.

Infrastruktur og Byudvikling i Øresund under lup
Analyserne er udarbejdet som led i projektet IBU – Infrastruktur og Byudvikling i Øresundsregionen. Det er et øresundsregionalt interreg-projekt med 28 parter, som koordineres af Region Skåne, Region Sjælland og Region Hovedstaden og med deltagelse af kommuner og en række samarbejdsfora.