Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
27-03-2010

Markant stigning i interessen for gymnasier og HF i hovedstadsregionen

Henholdsvis 13 % og 6 % flere ansøgere til en HF eller gymnasieplads end sidste år.
Knap 13.000 gymnasie- og HF ansøgere i år
Ansøgningerne er i år væltet ind til pladserne på hovedstadsregionens gymnasie- og HF kurser. I alt 10.398 har søgt ind på en gymnasial uddannelse, mens 2521 har søgt ind på HF.

Pæn stigning i forhold til 2009
I forhold til sidste år har 6 % flere søgt ind på gymnasiet, mens 13 % flere end i 2009 har søgt om en HF plads, hvor især regionens VUC`ere tegner sig for stigningen.

Stor stigning i forhold til antallet af unge
Og det er overraskende mange, siger Region Hovedstadens udviklingschef med ansvar for uddannelse, Søren Ring:

- For andet år i træk oplever vi en stigning i ansøgertallet, som er større end vi havde forventet, når vi sammenligner med antallet af unge i regionen. Jeg tror blandt andet, at det skal tilskrives den økonomiske krise. Især unge har vanskeligt ved at få jobs i denne tid, og mange har indset nødvendigheden af at få en uddannelse for at kunne komme videre, siger Søren Ring.

Ansøgningsstigning i alle dele af regionen
Generelt oplever alle dele af regionen en stigning i ansøgningstallet, men især det nyoprettede Gefion Gymnasium har oplevet en stor interesse. Gefion er en sammenlægning af det tidligere Østre Borgerdyd Gymnasium og Metropolitianskolen, som sidste år tilsammen fik 244 ansøgninger, mens hele 394 i år har vist interesse for det nye Gefion Gymnasium.

Også Helsingør Gymnasium, Gl. Hellerup, Falkonergården og Gribskov Gymnasium har oplevet øget interesse.

Plads til alle trods eksplosiv stigning
Trods den markante stigning i ansøgertallet skal der skaffes pladser til alle, beroliger Søren Ring. Ansøgerne må dog væbne sig med tålmodighed, da den endelige fordeling af gymnasiepladserne ikke vil være på plads før 1. juni. Her viser erfaringerne fra de seneste tre år, at 9 ud af 10 trods øget tilstrømning kommer ind på deres foretrukne uddannelsesinstitution.


Yderligere information
  • Søren Ring, Udviklingschef med ansvar for uddannelse, Region Hovedstaden, tlf. 2077 8570
  • Pressevagten, Region Hovedstaden, tlf. 7020 9588