Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
18-05-2010

Politisk aftale om ny hospitals- og psykiatriplan

Pressemeddelelse: Hospitalerne i Nordsjælland samles. Bispebjerg Hospital og Frederiksberg Hospital fusioneres.
Partierne bag aftalen
Socialdemokraterne, Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre indgik tirsdag et forlig om hospitals- og psykiatriplan 2020. Planen er en revurdering af den eksisterende hospitals- og psykiatriplan

På baggrund af ekspertpanelets tilbagemeldinger
På baggrund af tilbagemeldinger fra regeringens ekspertpanel om fremtidens sygehusbyggerier har et flertal af politikerne i Region Hovedstaden revurderet hospitals- og psykiatriplanen for at få del i investeringsmidlerne fra kvalitetsfonden.

Tilsagn
Regionen har allerede fået tilsagn om udbygning på Herlev, Rigshospitalet og Hvidovre samt til retspsykiatrien på Sct. Hans - disse planer fastholdes.

Færre på arbejdsmarkedet
I de kommende år bliver der færre på arbejdsmarkedet, og de økonomiske rammer sætter begrænsninger. Også derfor er en revision af planerne nødvendige.

Kvalitet, tryghed og effektivitet
Den aftale, der nu er indgået, tager afsæt i kvalitet, tryghed og økonomisk effektivitet, Udgangspunktet er Hospitalsplan 2007, Psykiatriplan 2007 og Region Hovedstadens specialeplan.

Matrikelsammenlægninger på det somatiske område
Revisionen af hospitals- og psykiatriplanen medfører blandt andre følgende ændringer:

  • Et nyt regionshospital ved Hillerød. Hospitalerne Helsingør, Frederikssund og Hillerød fusionerer på et nybygget regionshospital ved Hillerød, og de tre matrikler samt Esbønderup-matriklen sælges med undtagelse af de arealer og bygninger, der er nødvendige for opretholdelsen af psykiatriens funktioner
  • Et nyt regionshospital på det nuværende Bispebjerg Hospitals matrikel. Frederiksberg Hospital og Bispebjerg Hospital fusioneres til et nyt regionshospital på Bispebjerg Hospitals matrikel. Hospitalet skal blandt andet rumme hele Bispebjerg Hospital og den medicinske og ortopædkirurgiske del af Frederiksberg Hospital. Frederiksberg Hospital sælges - med undtagelse af de arealer og bygninger, der skal rumme Psykiatrisk Center Frederiksberg
  • Amager Hospital samles på Italiensvej. Sct. Elisabeth-matriklen på Hans Bogbinders Allé sælges eller udlejes.

Modernisering af akutbetjening
Reduktionen af matrikler understreger behovet for at modernisere akut- og skadestuebetjeningen. Det skal ske i overensstemmelse med de nye muligheder som sammenlægning af specialer og den teknologiske udvikling giver – i forhold til ambulancer, helikoptere, telemedicin med videre. For at sikre tryghed for borgerne hele døgnet sættes et udviklingsarbejde i gang. Overvejelserne omfatter blandt andet akutskadeklinikker f.eks. i sundhedshuse med lægevagt i Helsingør og Frederikssund med faglig opkobling til den fælles akutmodtagelse i Nordsjælland.

Kontakt til berørte kommuner
Region Hovedstaden vil snarest muligt tage kontakt til de kommuner, der bliver direkte berørt af ændringerne i hospitalsplanen, herunder Frederikssund, Helsingør, Frederiksberg og Hørsholm, for at finde fælles løsninger.

Moderne fysiske rammer
Blandt partierne er der enighed om, at de fysiske rammer for patienterne alle steder skal være moderne med nyt apparatur. Med aftalen sikres enestuer i nybyggerierne, men sigtet er enestuer overalt i regionen i takt med de økonomiske muligheder.

Løbende vurdering
Frem mod 2020 vil der være udfordringer i at sikre borgerne den bedste behandling. Kapacitetsforudsætninger, den faglige udvikling og befolkningsudviklingen skal løbende vurderes.

Omlægninger inden for psykiatrien
Psykiatriplanens sigte med en omlægning fra stationær til forebyggende, ambulant og opsøgende psykiatri styrkes, så der i højere grad bygges på den psykisk syges egne ressourcer.

Psykiatriplaner justeres
Akutmodtagelser etableres med henblik på at skabe et bedre patientflow, en bedre behandling for de akutte patienter og et roligere behandlingsmiljø på de øvrige afsnit. Psykiatriplanen justeres med strukturelle ændringer, der styrker de faglige miljøer og muliggør de nødvendige ændringer som følge af de økonomiske vilkår. Også i psykiatrien er målet enestuer til alle.

Finansiering
Partierne er enige om, at aftalen forudsætter de nødvendige midler fra kvalitetsfonden til projekterne på Bispebjerg og ved Hillerød. Den anslåede udgift er 9,8 mia. kr., og Region Hovedstaden forudsætter at kunne medfinansiere projekterne med indtægter fra salg af frigjorte matrikler.

Partierne er enige om at realisere planen så hurtigt som muligt.

For yderligere information:

  • Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (A) – tlf. 7020 9588
  • 1. næstformand Birgitte Kjøller Pedersen (F) – tlf. 2965 0846
  • Kirsten Lee (B) – tlf. 2020 1156s
  • Bent Larsen (V) – tlf. 2535 2424
  • Pressevagten – tlf. 7020 9588