Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
18-06-2010

Vækstforums opskrift på velstand

Ny erhvervsudviklingsstrategi skal styrke regionens konkurrenceevne
Hovedudfordringer til diskussion
Nye og utraditionelle samarbejder mellem erhvervsliv, universiteter og det offentlige, øget kvalitet og sammenhæng i uddannelserne samt styrket regionalt lederskab.

Grundstenene til en ny erhvervsudviklingsstrategi blev lagt
Det er nogle af hovedudfordringerne, som Vækstforum Hovedstaden drøftede på et se-minar den 15.-16. juni, hvor de lagde grundstenene til en erhvervsudviklingsstrategi for hovedstadsregionen. Strategien skal skabe grundlaget for økonomisk vækst og velstand i hovedstadsregionen i de kommende år.

Fokus på samarbejde og fælles lederskab
En ny analyse fra IRIS Group har undersøgt, hvor godt hovedstadsregionen, Stockholm og Helsinki klarer sig, når det gælder innovation, iværksætteri, uddannelse og globalt konkurrerende erhvervsklynger.

Hæderligt, men ikke mesterligt
- Og hovedstadsregionen klarer sig ganske godt, men vi er hverken verdens- eller europamestre i de forskellige discipliner, konstaterer formand for Vækstforum Hovedstaden Vibeke Storm Rasmussen.

Utraditionelle løsninger og koncepter skal udvikles på styrkeområderne
Vækstforum Hovedstaden ønsker derfor at udvikle en økonomisk, social og miljømæssig bæredygtig strategi, hvor alle parter i Vækstforum går sammen om tænke nye og utraditionelle løsninger og koncepter inde for regionens erhvervsmæssige styrker: Biosundhed – og medico-området, cleantech og IKT. Samtidig vil Vækstforum se på de mange forretningsmæssige muligheder inden for de offentlige og private serviceerhverv.

Behov for bedre samarbejde mellem offentlige og private
I dag er offentlige og private virksomheder for dårlige til at samarbejde, det kan ses på bundlinjen for både økonomisk vækst og beskæftigelse. Og det er Vækstforum Hovedstaden parat til at gøre noget ved, siger formand for Vækstforum Hovedstaden Vibeke Storm Rasmussen.

Utraditionelle samarbejder skal øge effektivitet og kvalitet
- Vi går nu sammen om at finde nye veje til at skabe utraditionelle tværgående samarbejder mellem erhvervsliv, universiteter og offentlige myndigheder for at øge effektivitet, kvalitet og produktivitet i både den offentlige og private sektor.

Hospitalsbyggeri kan blive motor for innovation
Vibeke Storm Rasmussen peger på, at de kommende års store hospitalsbyggerier i Region Hovedstaden kan bidrage til at sætte turbo på innovation og vækst i regionens højteknologiske virksomheder inden for sundhed, velfærdsteknologi, miljø, energi, design og byggeri.

Myter og fordomme skal fjernes
- Men det første vigtige skridt bliver at undersøge, hvordan vi fjerner barriererne for samarbejde og ser bort fra fordomme og myter om forskellene i den offentlige og private sektor.

Skræddersyede uddannelser på alle niveauer
Analysen viser også, at andelen af højtuddannede i private virksomheder er lavere i hovedstadsregionen end i de to andre metropolregioner. Og at der er halvt så mange med en ph.d. grad i arbejdsstyrken.

Alle uddannelsesniveauer skal optimeres
- I hovedstadsregionen skal vi leve af videnintensive vækstvirksomheder, og her har antallet af ph.d.’ere og højtuddannede betydning for produktivitet, konkurrenceevne og vækst i hovedstadsregionens virksomheder. Men der er behov for at give hele fødekæden af uddannelser et serviceeftersyn - lige fra folkeskole, over ungdomsuddannelser til de videregående uddannelser - for at sikre en talentbase af høj kvalitet inden for alle erhverv påpeger Vibeke Storm Rasmussen.

Udbud og efterspørgsel skal matche
Og her bliver det en fælles udfordring for parterne i Vækstforum Hovedstaden at finde den rette balance mellem de uddannelser, vi tilbyder vores børn og unge og det behov for arbejdskraft, som en international metropolregion står overfor, siger Vibeke Storm Rasmussen.

Opskriften på global konkurrencekraft
Benjamin Erulkar, senior rådgiver fra US Chamber of Commerce og ekspert i regioners innovation og globale konkurrencekraft, deltog på Vækstforums seminar og gav sit bud på opskriften på en succesfuld metropolregion.

Talentbasen er afgørende for succes
- Udviklingen af en talentbase af høj kvalitet er helt afgørende. Studerende, forskere, ledere skal være i topklasse, og regionen skal kunne tiltrække og fastholde de bedste udenlandske talenter, sagde Benjamin Erulkar. Han havde også en klar besked til vækstforummedlemmerne om samarbejde:

Vinder-regioner har stærkt samarbejde mellem alle aktører
- Vinder-regioner er dem, hvor de vigtige aktører arbejder sammen om fælles mål og koordinerer deres indsats. Der er mange elementer i at skabe en konkurrencedygtig metropolregion. Alle har en aktie i at få tingene til at lykkes, påpegede Benjamin Erulkar.

Ny strategi skal i høring i efteråret
Vækstforum Hovedstaden arbejder videre med strategien hen over sommeren og den forventes at være klar til at sende i høring i efteråret.


Kontakt:

  • Vibeke Storm Rasmussen, formand for Vækstforum Hovedstaden, tlf. 48 20 56 00
  • Pressevagten, Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88