Videre til indhold. |

Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
27-08-2012

Budgetforslag 2013 giver økonomi til flere behandlinger

Et partikelterapianlæg og flere penge til psykiatrien er vigtige dele af det nye budgetforslag

Se forslaget til budget 2013 

Flere undersøgelser og behandlinger
Borgerne i Region Hovedstaden kan se frem til, at der foretages 3 procent flere undersøgelser og behandlinger på hospitalerne i regionen i 2013, selvom budgettet forøges med mindre end 1 procent.

Nyt budgetforslag fremlagt 21/8
Det fremgår af det nye budgetforslag, som blev lagt frem for regionsrådet 21. august.

Regionsrådsformand: Faste rammer
- Det er meget faste økonomiske rammer. Alligevel lægger vi med budgetforslaget op til flere og bedre patientbehandlinger. Det kan lade sig gøre ved hjælp af dygtige medarbejdere og ledere og gennem bedre tilrettelæggelse af indsatsen, siger regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen.

Mindre sparekrav end de sidste par år
Også i 2013 er det nødvendigt at finde penge, men vi må trods alt glæde os over, at sparekravet til hospitaler og tværgående virksomheder er mindre end i de sidste par år, siger regionsrådsformanden.

Besparelseskrav på 45 millioner kroner
Budgetforslaget indeholder nye krav om besparelser til hospitalerne på 45 mio. kr. i 2013 - betydeligt lavere besparelser end i 2012, hvor kravet var 300 mio. kr.

Nyt partikelterapianlæg til 350 mio. kroner
Budgetforslaget indeholder også forslag til finansiering af et partikelterapianlæg til kræftbehandling. Projektet vurderes at koste 350 mio. kr. og kan gennemføres fra 2013 til 2016.

Skal igang med partikelterapianlæg
Partikelterapianlægget er en afgørende forudsætning for at sikre kræftbehandling på det højeste niveau, så det skal vi i gang med nu. Det er meget vigtigt, at der er plads til udvikling, og vi skal kunne følge med forskningen, siger Vibeke Storm Rasmussen.

Flere penge til psykiatrien
Budgetforslaget indeholder derudover en lang række forslag – bl.a. om 63 mio. kroner til at øge kvalitet og aktivitet i psykiatrien.

Der skal arbejdes med kulturen
- Det er vigtigt at prioritere psykiatrien, men penge gør det ikke alene, der skal også udvikles og arbejdes med kulturen. Vi må ikke glemme den helt grundlæggende, respektfulde medmenneskelighed, siger Vibeke Storm Rasmussen.

Vil have lov til at bruge egne penge
-
Vi har også brug for at få lov til at bruge vores egne penge. 1,2 mia. kr. står på en opsparingskonto til kvalitetsfondsbyggerierne og venter på, at regningerne for byggerierne tikker ind. Byggerier, hvor første spadestik først bliver taget i 2014. Det er paradoksalt, at vi har pengene klar på kontoen i form af tvungen opsparing, men at vi ikke kan realisere alle vores renoveringsprojekter, siger regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen.

Midler afsat til kompetenceløft
- Hvorfor ikke i stedet bruge krisen og få løst nogle af de problemstillinger vi har med arbejdsstyrken? Hvorfor ikke uddanne de unge, der er nu er ledige og tænke det ind, hver gang vi laver noget nyt? Derfor er jeg også glad for, at vi har afsat midler til kompetenceløft til alle medarbejdere i form af uddannelses- og jobrotationsordning. Vi giver dermed virksomheder mulighed for, at efteruddanne deres medarbejdere samtidigt med, at ledige vikarierer for disse, lyder det fra regionsrådsformanden.

Vedtages den 25. september
Budgetforslaget skal nu gennem en række politiske drøftelser og vedtages i sin endelige form på regionsrådets møde den 25. september.

Fakta:
  • Budgetforslaget for Region Hovedstaden indeholder driftsudgifter for 38,5 milliarder kroner.
  • Der budgetteres inden for tre områder: sundhed, socialområdet og regional udvikling.
  • Inden for sundhedsområdet øges den samlede ramme med 262 mio. kr.
  • Hospitalerne forudsættes at øge aktiviteten vedrørende undersøgelser og behandlinger med 3 %.
  • Der budgetteres med 1,2 mia. kr. til investeringer på hospitalerne
Yderligere oplysninger:
  • Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen, Region Hovedstaden, tlf. 43 64 25 21 (hjemme)
  • Morten Rand Jensen, koncerndirektør, 38 66 50 04
  • Pressevagten, Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88