Videre til indhold. |

Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
03-10-2013

Enestående ny viden om børns sundhed

Region Hovedstaden udgiver Danmarks første børnesundhedsprofil om graviditet, spædbørn og indskolingsbørn
Antallet af 1-årige, der ammes er ikke set højere i 70 år. Seks ud af 10 overvægtige spædbørn er også overvægtige, når de starter i skolen. Hvert tiende barn kan ikke gribe en bold

Danmarks første børnesundhedsprofil
Det er eksempler på ny viden, som kan hentes i Region Hovedstadens første sundhedsprofil om børn og graviditet, der tager udgangspunkt i den kliniske database ”Børns Sundhed”.
Se børnesundhedsprofilen (pdf-fil, åbner i nyt vindue)

Bygger på sundhedsplejerskers tal
Børnesundhedsprofilen er skrevet af en forskergruppe på Statens Institut for Folkesundhed og bygger på sundhedsplejerskers journaler i 11 kommuner i Region Hovedstaden.

Ser næsten alle børn
Det er et godt datamateriale, fordi sundhedsplejersker ser næsten 100 procent af alle børn og er uddannet til at vurdere børnenes sundhed, trivsel og udvikling. Der indgår 5400 spædbørn og 4800 indskolingsbørn (op til 3. klasse) i rapporten.

Vigtigste konklusioner


De vigtigste konklusioner i Børnesundhedsprofilen er:

  • De fleste børn trives og er sunde.
  • Social ulighed i sundhed findes også blandt små børn.
  • Der er store gevinster ved tidlig indsats.
  • Overvægt i de første leveår mangedobler risikoen for overvægt ved skolestart.
  • Hvert 5. barn har uhensigtsmæssige mad- og måltidsvaner ved skolestart.
  • Hvert 6. spædbarn udsættes for passiv rygning. Dét gælder hvert 4. indskolingsbarn. Forældrene er oftest lavtuddannede eller forældre, der ikke bor sammen.
  • Mere end hver 10. nybagte mor oplever en efterfødselsreaktion, der øger risikoen for trivselsproblemer hos børnene, og det kan spores helt op til indskolingsalderen.
  • Antallet af børn, der ammes er historisk høj.

Stort mindretal har brug for hjælp
- Det er dejligt at konstatere, at de fleste børn i Region Hovedstaden er sunde, trives og udvikler sig alderssvarende, men der er også store mindretal, som har brug for vores hjælp, siger regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S).

Tidlig indsats nytter
Sundhedsprofilen for børn peger på nogle konkrete temaer, hvor der er viden og personale til at skabe forbedringer for børns sundhed – fx:

  • Styrket indsats for børns motoriske udvikling.
  • Styrket indsats for at beskytte børn mod passiv rygning.
  • Styrket forebyggelse af overvægt i barndommen.
  • Styrket indsats for at hjælpe mødre med efterfødselsreaktion.
  • Styrket indsats for at hjælpe forældre, hvis børn mistrives og har problemer med en alderssvarende udvikling.
Viden skal omsættes til praktisk handling
For Region Hovedstaden er det vigtigt, at den nye viden omsættes til praktisk handling med inddragelse af borgere, børn og forældre, sundhedspersonale og andre, der har interesse for området.

Ny Børne- og Ungepolitik på vej
Regionsrådet har netop vedtaget at sende et forslag til en Børne- og Ungepolitik i høring, og 30. september blev børnesundhedsprofilen præsenteret på en temadag på Ballerup Rådhus for sundhedspersonale i kommunerne, praktiserende læger og ansatte på hospitalerne.

Godt grundlag for at prioritere
- Børnesundhedsprofilen er et stærkt grundlag at prioritere og målrette den forebyggende og sundhedsfremmende indsats ud fra. Det er mit håb, at rapporten vil bidrage væsentligt til den kommende indsats for regionens børn, fremhæver regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen.

Kontaktpersoner:
  • Vibeke Storm Rasmussen (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden, tlf. 43 64 25 21.
  • Anne Lichtenberg, sundhedsfaglig specialkonsulent, Region Hovedstaden, tlf. 38 66 60 64.
  • Lene Møller, leder af sundhedsplejen, Rødovre Kommune, 36 37 74 47,e-mail cn12268@rk.dk.
  • Kontaktperson fra forskergruppen: Professor Bjørn Holstein, 65 50 78 55, e-mail bho@niph.dk.
  • Pressevagten i Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88