Videre til indhold. |

Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
21-09-2012

Et klart svigt på Psykiatrisk Center Glostrup

Region Hovedstaden er enig i embedslægens konklusioner om den psykiatriske behandling

Rapport fra embedslægen
Sundhedsstyrelsen har fredag 21/9 offentliggjort konklusionerne af embedslægens organisationstilsyn med Psykiatrisk Center Glostrup.

Region Hovedstaden er enig i konklusionerne.

Sag sår tvivl om kvaliteten
Sagen har sået tvivl om kvaliteten af den psykiatriske behandling på Psykiatrisk Center Glostrup, og patienter kan have været i fare.

Regionsrådsformand: Det handler om tillid
For regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen handler det om tillid:

- Borgerne i Region Hovedstaden skal være trygge ved at søge hjælp, og centerledelsen har svigtet på det psykiatriske center i Glostrup. Det tager vi meget alvorligt. Hele forløbet har vist, at der er brug for at se nærmere på samspillet mellem Region Hovedstadens Psykiatri og Centerledelserne.

Nødvendig med en kulegravning
- En kulegravning er nødvendig med henblik på en styrkelse af psykiatriledelsen. Det er min opfattelse, at vi skal sikre os en ledelse med lyst og evne til det innovative arbejde, så vores visioner faktisk føres ud i livet. Det kunne f.eks. ske ved en ekstra vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri, siger Vibeke Storm Rasmussen.

Udvalgsformand: Fået for lidt besked
Psykiatriudvalgsformand Arly Eskildsen siger:

- Vi har fået for lidt besked om de faktiske forhold, og det er vi ikke tilfredse med. Med vores initiativer har vi nu fået styr på medicineringen, men vi skal jo ikke gå i stå. Nu handler det om at udvikle kvaliteten af vores behandlingstilbud under trygge forhold.

Koncerndirektør: Ikke tilfredsstillende
Koncerndirektør Katja Kayser siger:

- Indførelsen af behandlingen med det beroligende middel Midazolam på centeret i Glostrup er ikke sket i overensstemmelse med vores procedurer, og forholdene har ikke været tilfredsstillende. Sundhedsstyrelsens tilsyn peger på, at der kan have været risiko for patienterne og på den baggrund er det min opfattelse, at klinikchefen ikke kan fortsætte som klinikchef.

Nye initiativer i psykiatrien
Koncerndirektør Katja Kayser peger på en række initiativer, Region Hovedstaden har - og vil - sætte i værk for at sikre arbejdet:
  • Der er udarbejdet en ny instruks med en anbefalet maksimal døgndosis for akutbehandling med det antipsykotiske lægemiddel Olanzapin. Indskærpelse af vejledningen betyder, at der er sket et markant fald i antallet af patienter, der har fået doser over det anbefalede niveau. Region Hovedstadens Psykiatri vil følge udviklingen tæt.
  • Anvendelsen af det beroligende middel Midazolam er ophørt, og fremtidig brug vil ske efter vejledning om indførelse af nye behandlingsmetoder.
  • Der etableres et nyt værktøj til systematisk overvågning af medicindosering.
  • Der er konstitueret en ny centerledelse på Psykiatrisk Center Glostrup.
  • Vi vil lave en ny start for arbejdet med vores vision, som betyder en analyse af samspillet i psykiatriledelsen og ud til centerledelserne. Tanken er at styrke ledelsen.

Rådsformand: Brug for målrettet ledelse
- Vi har mange rigtigt dygtige medarbejdere og derfor er der brug for en entydig, stringent og målrettet ledelse, siger regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen.

Med embedslægens organisationstilsyn afslutter Sundhedsstyrelsen sagen.

Yderligere information hos:

  • Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen, Region Hovedstaden, tlf. 43 64 25 21 (hjemme)
  • Formand for Region Hovedstadens Psykiatriudvalg, Arly Eskildsen, mobil 61 68 82 52 eller 21 99 58 84
  • Koncerndirektør Katja Kayser, mobil 20 23 63 73
  • Pressevagten i Region Hovedstaden, 70 20 95 88