Videre til indhold. |

Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
14-04-2012

Landets første cykelsupersti

Danmarks første cykelsupersti mellem København og Albertslund åbner nu. Cykelsuperstien skal gøre det hurtigt, nemt og sikkert at komme frem på cykel.
Net af cykelstier i verdensklasse
Pendlere, som er friske på at cykle til arbejde eller uddannelse, får nu deres helt eget net af cykelstier i verdensklasse.

Grønne bølger og luftpumper
Den første cykelsupersti står klar til pendlerne i hovedstadsområdet. En orange stribe, luftpumper, forbedrede kryds og grønne bølger er bare nogle af de tiltag, der skal få flere til at tage til og fra arbejde eller uddannelse på ruten, der er døbt C99 Albertslundruten. 

Første del af 300 km cykelsupersti
Ruten går mellem Vesterport Station i København og Albertslund, og er den første bid af et samlet net på over 300 km. cykelsupersti fordelt på 26 ruter.

Skal begrænse trængslen
”Flere skal parkere bilen og trampe i pedalerne, hvis vi skal begrænse trængslen. Der er et kæmpe potentiale i at få flere til at tage cyklen ind og ud af København. Samarbejdet med vores nabokommuner og regionen om cykelsuperstierne det bedste tilbud til cyklisterne, siden vi byggede de første cykelstier for over 100 år siden,” siger Københavns teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal.

Yderligere to ruter senere i år
Det er Albertslund, Glostrup, Rødovre, Frederiksberg og Københavns Kommune, der sammen med Region Hovedstaden står bag den første cykelsupersti, og samlet set står yderligere 18 kommuner bag projektet. Efter planen åbner allerede i år yderligere to ruter, nemlig Farumruten og Vestvoldruten.

Hurtigere og nemmere at cykle
”Med den nye cykelsupersti mellem Albertslund og København bliver det både hurtigere og nemmere at cykle til og fra arbejde for en lang række borgere. Af og til kan det godt være, at bilturen er et kvarter hurtigere end at cykle. Men ved at cykle har du også fået dagens motion og behøver derfor måske ikke et smut i fitnesscenteret senere, og dermed bliver cyklen også på den front det gode valg. Det er en del af det mindset, der skal vokse, tror jeg,” siger Albertslunds borgmester Steen Christiansen.

Sammenhæng i cykelstier
Ideen med cykelsuperstierne er at forbedre, udbygge og sikre sammenhængen i de cykelstier, som allerede findes i hovedstadsregionen.

Klar vejvisning
Derudover skal der være en klar vejvisning, som skal gøre det nemmere og hurtigere at komme til og fra arbejde og uddannelse. Derfor er der foruden officielle skilte blevet bl.a. malet en orange stribe og logoer på selve cykelsuperstien.

Hver tredje borger vil cykle mere
”Hver tredje borger i hovedstadsregionen siger, de vil cykle mere, hvis cykelstierne er bedre. Med cykelsuperstierne gør vi for alvor noget ved det, så cyklen kan blive et seriøst alternativ til bilen for endnu flere pendlere. Jo flere vi får op på cyklen, jo mere vil vi begrænse trængslen og forurening og gøre hovedstadsregionen bedre at bo i,” siger formand for Region Hovedstaden, Vibeke Storm Rasmussen”

Testet af pendlere
Inden arbejdet med at forbedre ruten gik i gang, blev den testet af testpendlere. De pegede på, at den største forhindring for at holde en jævn hastighed var røde lyskryds og veje, der skulle krydses. Derfor er der blevet lavet grønne bølger, sat nedtællingssignaler op, og flere kryds er blevet forbedret, så cyklisterne kan komme hurtigere frem. Tiltag som har kostet i alt 14,2 mio. kroner.

Yderligere oplysninger:
  • Københavns teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal, via pressechef Morten Rixen, tlf. 5168 0619.
  • Albertslunds borgmester Steen Christiansen, via kommunikationskonsulent Janus Enemark Nissen 22 53 72 20
  • Formand for Region Hovedstaden Vibeke Storm Rasmussen via pressevagten, tlf: 70 20 95 88

   Fakta: C99 Albertslundruten
  • C99 Albertslundruten forbinder Vesterport i København med Frederiksberg, Rødovre, Glostrup og ender i Albertslund.
  • Den er udstyret med orange markering, så man kan se, at man cykler på en cykelsupersti og ikke behøver stoppe op og kigge på skilte for at finde vej.
  • For at være en ”cykelsupersti” lever C99 Albertslundruten op til en række kvalitetskrav. Bl.a. skal der være få forhindringer og stop undervejs og plads nok til, at pendlerne kan cykle i deres eget tempo. De eksisterende stier på ruten har derfor fået et løft.
  • Forhindringer og ”missing links” på ruten er blevet fjernet, og belysningen langs ruten har fået et løft, så det er mere trygt at cykle året rundt.
  • Cyklisterne kan få luft i dækkene på ruten, så de ikke strander med en punkteret cykel. Der er 1,6 km mellem hver luftpumpe. For at gøre cykelturen endnu mere komfortabel, er der også blevet sat 12 fodhvilere op.
  • Københavns, Frederiksberg, Rødovre, Glostrup og Albertslund Kommune samt Region Hovedstaden står bag C99 Albertslundruten. Ruten er 17,5 km lang, og der er i alt lavet forbedringer for ca. 14,2 mio. kr.
   

Webredaktør
Christian Hult
Email:DiguTLIZGrp1@5NY7bRD.dk