Videre til indhold. |

Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
21-09-2012

Nyt medicinalsamarbejde skal fastholde sundhedsforskning i Danmark

Regionen indgår banebrydende strategisk samarbejde med Københavns Universitet og GlaxoSmithKline.
5 årigt samarbejde om forskning og kliniske forsøg
For første gang nogensinde indgår en dansk region og et dansk universitet nu sammen et formelt strategisk samarbejde med en stor international medicinalvirksomhed. Det sker den 21. september 2012, hvor Region Hovedstaden, Københavns Universitet og GlaxoSmithKline skriver under på et 5-årigt tæt strategisk samarbejde om forskning og udvikling af kliniske forsøg.

Hurtigere rekruttering af forsøgspersoner
Formålet er at skabe et mere smidigt samarbejde omkring forskningsprojekter på bl.a. hiv/AIDS-, astma- og kræftområdet. Det omfatter blandt andet en indsats for en hurtigere og mere effektiv rekruttering af patienter til afprøvning af lægemidler ved hjælp af patientdatabaser.

Forskning skal omsættes til behandling
På den måde skal samarbejdet blandt andet søge at omsætte viden fra forskning i proteiners indvirkning på sygdomme og geners betydning for fedme, diabetes og kræft til fremtidens patientbehandling.

Aftalen gavner både patienter og arbejdspladser
Koncerndirektør Kim Høgh peger på to hovedårsager til Region Hovedstadens ønske om samarbejde:

- Vi vil vende den negative udvikling, hvor flere og flere kliniske forsøg finder sted i udlandet. Ved at skabe gode rammer for klinisk forskning sikrer vi ikke blot vores patienter tidligere adgang til de nyeste lægemidler, men danner også grundlag for at bevare og skabe nye arbejdspladser i medicinalindustrien i Hovedstaden, siger Kim Høgh.

Universitetet forudser nye innovative samarbejder
Thomas Bjørnholm, prorektor ved Københavns Universitet, ser også store perspektiver for det strategiske samarbejde:

- Aftalen vil skabe nye innovative samarbejder mellem Københavns Universitets stærke forskningsområder indenfor sundheds- og naturvidenskab og GlaxoSmithKline. Koblet med et tæt samarbejde med Region Hovedstaden giver det store muligheder for nye behandlingsformer. Nyudviklingen sker via etablering af tillidsfulde samarbejder og det kræver regelmæssig dialog og netværksmøder.

Medicinaldirektør ser frem til samarbejde med forskningsmiljøer i verdensklasse
Birgit-Yvonne Reimann, administrerende direktør for GlaxoSmithKline, ser frem til samarbejdet med hovedstadsregionens sundhedsforskere:

- Region Hovedstaden og Københavns Universitet råder over forskningsmiljøer i verdensklasse, og Danmark ligger i top 5 på GlaxoSmithKlines interne rangliste over lande, hvor det er godt at forske. Derfor ser vi et stort potentiale i samarbejdsaftalen, og som forskningsbaseret virksomhed er vi naturligvis interesserede i at vedligeholde og udvikle et stærkt forskningsmiljø, siger Birgit-Yvonne Reimann.

Aftalen gælder foreløbigt frem til september 2017.


Yderligere oplysninger hos

  • Kim Høgh, koncerndirektør i Region Hovedstaden, tlf. 20 70 10 30
  • Pressevagten i Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88
  • Anna Haldrup, vicedirektør for forskning og innovation ved Københavns Universitet, tlf. 22 23 44 68
  • Henrik Kastoft, External Affairs Manager ved GlaxoSmithKline, Mobil: 24 69 92 87.