Videre til indhold. |

Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
23-05-2012

Pointsystem skal forebygge uventede dødsfald på hospitalerne

Når alle hospitaler i Region Hovedstaden 1. juni indfører systemet ”Early Warning Score”, får læger og sygeplejersker lettere ved at forebygge hjertestop og uventede dødsfald blandt de indlagte patienter.

Stor succes på Frederiksberg Hospital

Der er i de senere år kommet fokus på, hvordan hospitalspersonale hurtigst muligt opdager, når en patient er ved at udvikle akut kritisk sygdom under indlæggelsen.

Både nationale og internationale erfaringer viser nu, at en fast systematisk observations- og handlingspraksis som ”Early Warning Score” kan være medvirkende til at forebygge hjertestop, dødsfald og overflytninger til intensiv behandling for indlagte patienter.

- Vi har oplevet, at ”Early Warning Score” overraskende hurtigt er blevet en stor succes i hverdagen her på hospitalet, da både læger og sygeplejersker nu har et klokkeklart system til at identificere uventede udsving i patienternes tilstand. Det skaber større tryghed blandt personalet og giver patienterne bedre sikkerhed, siger Allan Kofoed-Enevoldsen, der er ledende overlæge på medicinsk afdeling på Frederiksberg Hospital, hvor systemet blev indført for to år siden.

EWS gør det lettere at opspore kritisk sygdom

”Early Warning Score” er et såkaldt risikoscoringssystem, hvor patientens vitale værdier såsom blodtryk, puls, temperatur, åndedrætsfrekvens og iltmængde i blodet måles. Hver værdi udløser en ”pointscore” og den udregnede samlede score afgør, hvilken handling, der skal iværksættes. Det kan for eksempel være hyppigere observation af patienten, ilttilskud eller tilkald af forstærkning.

Patienterne er selvfølgelig altid blevet observeret og vurderet af både sygeplejersker og læger, men scoringssystemet gør dette systematisk, og systemet sikrer, at der ikke glemmes eller overses en værdi.

- Vi ved, at patienter udviser tegn på akut kritisk sygdom i 6-8 og i nogle tilfælde op til 12 timer før udviklingen af organsvigt eller hjertestop. Med ”Early Warning Score” får vi nu mulighed for at opspore og identificere disse tegn i så god tid, at vi forhåbentlig kan forebygge uventede hjertestop og dødsfald, siger kvalitetschef i Region Hovedstaden Inge Kristensen.

Mere ensartet kommunikation

Udover systematisk at undersøge patientens tilstand skal ”Early Warning Score” også være med til at skabe en mere ensartet kommunikation mellem læger og sygeplejersker samt gøre det lettere for dem at prioritere, hvilke patienter, der skal tilses først.

Udover Frederiksberg Hospital arbejder flere af regionens hospitaler allerede med ”Early Warning Score”, men nu indføres et ensartet EWS-system, således at alle regionens hospitaler benytter samme redskab.

Ved uddelingen af Region Hovedstadens kvalitetspris tidligere på måneden modtog Bispebjerg Hospital 50.000 kroner for sit arbejde med tidlig opsporing af kritisk sygdom hos patienter, hvor netop EWS indgår.

Flere hospitaler har endvidere såkaldte Mobile Akut Teams, der kan støtte afdelingerne i behandlingen af kritisk syge patienter. Teamet er bemandet med personale fra intensivafsnittet, og kan tilkaldes døgnet rundt – alle dage.

Yderligere information:

Inge Kristensen, Kvalitetschef, tlf. 22168161

Svend Hartling, Koncerndirektør, tlf. 40266887

Allan Kofoed-Enevoldsen, medicinsk afdeling, Frederiksberg Hospital, tlf. 38164000