Videre til indhold. |

Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
05-10-2012

Web-tv: SOSU-assistenter kæmper om mesterskabstitlen

Det kræver fagkundskaber i topklasse og masser af engagement at blive landets bedste Social- og sundhedsassistent.
Kvalifikation til DM
Den titel jagtede fem hold fra Social- og sundhedsskoler i Region Hovedstaden, da de dystede i årets regionale mesterskab, som samtidig er kvalifikationen til Danmarksmesterskaberne.

Web-tv: Se indslag fra de regionale mesterskaber



Mange skills påkrævet
En Social- og sundhedsassistent skal i det daglige kunne omgås mange forskellige typer patienter – tale med dem, forstå deres sygdom og ængstelse, og samtidig levere professionel medicinsk pleje og rådgivning.

Testet grundigt i Danmarksmesterskaberne i SOSU Skills
Alle disse egenskaber bliver testet grundigt i Danmarksmesterskaberne i SOSU Skills. Torsdag den 4. oktober blev de regionale mesterskaber afholdt i Brøndby.

Et godt indblik i, hvor kompliceret og spændende vores hverdag er
”Det er en faglig fest i dag. For vi får rigtig vist, hvad en social- og sundhedsassistent er, og hvor mange kompetencer de har. Man får også et godt indblik i, hvor kompliceret og spændende vores hverdag er – man ved aldrig, hvad dagen bringer, og det afspejler konkurrencen meget præcist,” fortæller overdommer Irene Buus.

Vinderne går videre til DM
I alt havde fem hold fra tre Social- og sundhedsskoler i Region Hovedstaden kvalificeret sig. For at kunne deltage i mesterskabet skal man være under 25 år og have topkarakterer. Man kan godt tilmelde sig selv, men i sidste ende er det læreren og skolen, som indstiller en. Det var sket for dagens yngste deltager Frederikke Sofie Graversen, som er i sit første praktikforløb på Hillerød Hospital.

Konkurrencen er en rigtig god måde at lære på
”Jeg er rigtig glad for at have været med. Det er et kæmpe skulderklap og en ære at nå så langt. For det første er konkurrencen en rigtig god måde at lære på – men den skaber også opmærksomhed om vores fag, så folk får en bedre forståelse for, hvor vigtigt vores arbejde er, og kan se, hvor stor en forskel, vi gør i patienternes hverdag,” siger social- og sundhedsassistentelev Frederikke Sofie Graversen, som fik en flot tredjeplads.

Direkte adgangsbillet til DM i SOSU Skills
I år blev det Lisa Wagn Lund og Siw Nielsen, der begge er elever på assistent-uddannelsen på Social- og sundhedsuddannelsescentret SOSU C, der vandt regionsmesterskabet. De fik dermed en direkte adgangsbillet til DM i SOSU Skills, der bliver afholdt den 24. - 26. januar 2013 i Århus.

Fakta 
  • Selve mesterskabet foregår som et rollespil på scene, hvor eleverne skal løse en opgave, der består i at pleje/behandle en eller flere patienter eller borgere ud fra en case. 
  • Eleverne arbejder parvist og bærer mikrofon, så tilskuerne kan følge dialogen. 
  • Eleverne følges af 2-3 dommere, som observerer og ikke må stille spørgsmål undervejs. De dømmes blandt andet på deres måde at kommunikere med patienten/borgeren, hvordan de viser deres respekt overfor patienten/borgeren, deres færdigheder og viden.

 

Webredaktør
Kristian Hargreave
Email:DiguTLIZGrp1@5NY7bRQ.dk