Videre til indhold. |

Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
16-04-2012

Unge i Ishøj inspirerede regionspolitikere

Hvordan løser vi udfordringer inden for uddannelse, klima og trafik? Det havde 150 elever på CPH WEST i Ishøj masser af forslag til.
Anne Katrine Binder Anne Katrine Binder
Inspiration fra 150 gymnasie- og erhvervsskoleelever
Politikerne i Region Hovedstaden har netop fremlagt et forslag til en ny regional udviklingsplan til høring hos borgerne. I den anledning havde udvalgsformændene Steen Olesen (SF), Lars Gaardhøj (S) og Marianne Stendell (S) mandag d. 16. april fundet vej til CPH WEST i Ishøj, hvor de lod sig inspirere af 150 gymnasie- og erhvervsskoleelevers idéer.

Nul tolerance over for useriøse elever
Til politikernes overraskelse var eleverne, som havde forberedt små præsentationer, meget enige om, at der på uddannelserne rundt om i regionen bør sættes hårdt ind over for useriøse elever. Flere gav udtryk for, at man hurtigst muligt bør vejlede disse elever videre til andre uddannelser, som de interesserer sig mere for, da de ødelægger det for dem, som gerne vil yde en indsats.

Bedre vejledning i folkeskolen, tak
Der blev i den forbindelse efterlyst bedre vejledning i folkeskolen, så elever får mulighed for at vælge den rigtige uddannelse første gang. Flere mente, at den gymnasiale uddannelse nogle gange blev valgt pga. pres hjemmefra, og at mange gymnasieelever måske var bedre stillet med f.eks. en erhvervsuddannelse.

Måske skal erhvervsuddannelserne mere på banen
Denne problematik var Marianne Stendell (S), formand for Udvalget for fremtidens uddannelse og forskning, meget lydhør overfor. Hun kunne berette om et rekordår for optagelsen på de gymnasiale uddannelser, hvilket måske indikerer, at erhvervsuddannelserne skal mere på banen som et godt alternativ til en gymnasieuddannelse.

Trafik og klima er brandvarme emner
De trafikale og klimamæssige udfordringer har længe været et brandvarmt emne ikke bare på regionalt plan, men også globalt. Det var tydeligvis også emner, der lå de unge meget på sinde. Både de unge og politikerne var rørende enige i forhold til, hvad der bør gøres.

Gratis offentlig transport og flere elbiler
Forslag som billigere eller helt gratis offentlig transport og øget brug af elbiler var gennemgående for debatten, og både Steen Olesen, formand for Regionaludvalget og Lars Gaardhøj, formand for Miljø og grøn vækst udvalget, kunne forsikre de unge om, at det er to vigtige indsatsområder i Region Hovedstaden.

Alternative forslag
Der var også mere alternative forslag som konkurrencer i nedbringelse af CO2 for folkeskoler samt at øge alderen for retten til at køre knallert og bil, og det var tydeligt, at disse forslag gav inspiration til alle tre politikere.

Idéstafet på www.regionh.dk
Det var tre tilfredse politikere, som kunne afslutte debatten med at opfordre de unge til at skrive alle deres forslag ind på idéstafetten på www.regionh.dk, og alle gav udtryk for, at de havde fået masser idéer, som de vil tage med sig i arbejdet fremover.
Gå til idéstafetten på regionh.dk

Vigtigt at blive hørt som ung
En af de unge, som var meget aktiv i debatten, er Anne-Katrine Binder. Hun bor i Vallensbæk og går til dagligt på stx uddannelsen på CPH WEST. For Anne Katrine er det vigtigt at blive hørt af politikerne, og hun er sikker på, at det nytter noget at debattere og komme med forslag og idéer.

Fedt, at politikerne lytter
”Jeg synes det er fedt, at politikerne kommer og hører, hvad vi har at sige, og jeg håber da, at de tager nogle af de idéerne til sig. Det er jo derfor, vi møder op og er godt forberedte. Personligt går jeg selvfølgelig meget op i uddannelsesområdet, da det er så tæt på mit eget liv, men det var i det hele taget en god og spændende debat.”

Læs mere:
Læs mere om den regionale udviklingsplan

Versioneret af Region Hovedstaden
Webredaktør
Christian Hult
Email:DiguTLIZGrp1@5NY7bRD.dk