Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Vi er i gang

Afdeling K, Kirurgisk Afdeling for nedre kirurgi, på Hillerød Hospital har siden efteråret arbejdet på at tilrettelægge pakkeforløb som en slags videreudvikling af de accelererede patientforløb.
Overlæge Jesper Vilandt, Afdeling K på Hillerød Hospital - Foto: Poul Rasmussen
”Vi har omstruktureret arbejdsgangene i endoskopiafsnittet, i ambulatoriet og på operationsgangen. Vi har fået ekstra operationstider – en slags akutleje – som udløses, når behovet opstår. Og så har vi måttet koordinere vores arbejde med rigtig mange forskellige instanser i og uden for huset: Patologerne, Billeddiagnostisk Afdeling, Klinisk Biokemisk Afdeling, Anæstesien, Operationsgangen, den interne postafdeling, Endoskopien, den centrale administration og med praksislægerne – for blot at nævne nogle”, forklarer overlæge Jesper Vilandt, Afdeling K på Hillerød Hospital.

Klare tidsgrænser i forløbet
Resultatet af de mange omstruktureringer og nytænkte arbejdsgange er, at man på Afdeling K siden 2. januar i år har arbejdet med pakkeforløb, som ligger endda ganske pænt inden for Sundhedsstyrelsens nye krav. I praksis fungerer det sådan, at afdelingens sekretærer umiddelbart efter de modtager henvisningen fra praksislægen eller den privatpraktiserende speciallæge får en af afdelingens læger til at visitere patienten. Herefter tages der telefonisk kontakt til patienten, som får en aftale til enten en ambulatoriesamtale, en billeddiagnostisk eller endoskopisk undersøgelse inden for 48 timer.

”Vi har lavet interne aftaler Billeddiagnostisk Afdeling om, at der max må gå 24 timer fra en CT-skanning, til vi har svaret og 48 timer fra en MR-skanning. Og det fungerer upåklageligt”, forklarer Jesper Vilandt.

Desuden har afdelingen fastsat grænser for, hvornår patienten skal opereres. Det skal ske tidligst to dage efter operationsindikationen ligger klar. Så de er tid til samtaler omkring forløbet med patienten, og senest efter tre dage, hvis det er en tyktarmscancer, fire dage hvis det er cancer i endetarmen. Ved de glatte og ukomplicerede forløb er patienten udskrevet på tredjedagen efter overstået operation, og på sjettedagen, hvis patienten har fået en stomi. Herefter er der ambulatoriekontrol på 9. dagen efter operationen og en samtale omkring forløbet efter en måned.

Ikke omkostningsfrit
”Det fungerer. Vi overholder i meget høj grad vores egne tidsgrænser, og dermed ligger vi også klart inden for Sundhedsstyrelsens. På forhånd var vi måske lidt skeptiske over for, om patienterne nu også kan håndtere et så ekstremt hurtigt forløb, men vi har faktisk kun haft et par stykker, som har sagt fra og udbedt sig lidt betænkningstid, og de patienter, vi har haft til samtale omkring forløbet, har også udtrykt meget stor tilfredshed med det høje tempo”, siger Jesper Vilandt.

Afdelingen har oplevet en meget stor meraktivitet. Lige nu er de omkring en måned forud for normalen i antallet af operationer, og det tilskriver Jesper Vilandt den store fokus, deres projekt har medført i praksissektoren og blandt de private speciallæger. Det betyder også, at de i vid udstrækning har måttet benytte sig af akutlejet på operationsgangen.

”Det er ikke omkostningsfrit det her. Det må man ikke tro. Vi har været nødt til at være meget fleksible omkring lægernes arbejdsgange, og det har gået ud over stuegangen og dermed plejepersonalet. Det har ikke været godt nok, og det er vi i gang med at rette op på. Derudover koster det en ekstra arbejdsindsats. Allerede nu benytter vi os i vid udstrækning af overarbejde, og meget ville kunne løses, hvis der blev ansat ekstra hænder. I plejegruppen har vi et reelt rekrutteringsproblem, mens vi ikke forventer samme problemer med at rekruttere læger”, siger Jesper Vilandt.
Redaktør
Regionhovedstaden
Email


Redaktør
Regionhovedstaden
Email