Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
12-08-2008

Budgetforhandlinger i Region Hovedstaden

På baggrund af den stramme økonomiske aftale, der blev indgået mellem Danske Regioner og regeringen tidligere på året, bliver der få penge til nye tiltag, når de politiske partier i Region Hovedstaden skal finde sammen om et budget for 2009.

Regionsrådspolitikere fra Region Hovedstaden er i dag tirsdag den 12. august samlet til budgetseminar på Vilvorde Kursuscenter i Charlottenlund. På seminaret drøfter politikerne forslag til regionens budget for 2009.


- En stram økonomisk aftale med regeringen betyder, at vi skal spare 350 mio. kr., og det bliver en svær øvelse, siger formand for Region Hovedstaden Vibeke Storm Rasmussen (S). - Godt nok er budgettet for 2009 knap 400 mio. kr. større end sidste år. Det skyldes, at vi skal behandle langt flere patienter, købe mere og dyrere medicin, men også får flere penge til at løse flere opgaver. Problem­et er bare, at vi stadig har en stor udfordring på den akutte kræftbehandling – og her er der tilført færre penge, end vi havde regnet med. Ydermere er regionerne fortsat pålagt en årlig 2 % effektivisering.


Regionens budget omfatter foruden sundhedsområdet med hospitaler, psykiatri og praksisområdet også regional udvikling samt driften af en række handicapinstitutioner mv.

Ekspertise samles
På sundhedsområdet bærer budgetforslaget også præg af, at Region Hovedstaden er i fuld gang med at realisere hospitalsplanen og psykiatriplanen, der blev vedtaget i 2007. Der er tale om en række fysiske flytninger f.eks. af akutkirurgi, neurokirurgi og ortopædkirurgi, dels en række sammenlægninger af funktioner, der på et senere tidspunkt lægges fysisk sammen. Det kræver nybyggeri og ombygninger, der kommer til at berøre alle regionens hospitaler.

- Alene til nybyggeri og ombygninger på vores hospitaler har vi behov for 800 mio. kr. fra regeringens Kvalitetsfond, udover hvad vi har at gøre godt med i vores almindelige budget. Det er nødvendigt for at få løftet kvaliteten i hospitalsbehandlingen. I Region Hovedstadens hospitalsplan går vi derfor efter at samle funktionerne og den faglige ekspertise. Vi skal have skabt gode rammer til gavn for effektiviteten, nytænkningen og patienterne, siger regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen.

På psykiatriområdet er regionen godt i gang med en udbygning af den lokale opsøgende indsats inden for distriktspsykiatrien.

Regional udvikling
Inden for regional udvikling skal der tages fat på realiseringen af den regionale udviklingsplan.

På miljøområdet lægger budgetforslaget op til at øge indsatsen mod jordforurening, som truer grundvandet. Den uddannelsespolitiske indsats foreslås også styrket.

Endelig søges der tilstrækkelige midler til at fortsætte det nære samarbejde med private og offentlige parter om perspektivrige erhvervsfremmende initiativer.


Yderligere information:

  • Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen - telefon 4364 2521
  • Regionsdirektør Helle Ulrichsen - telefon 4820 5601
  • Koncerndirektør Morten Rand Jensen - telefon 4820 5616
  • Pressevagten - mobil 7020 9588
 
Redaktør
Regionhovedstaden
Email:


Redaktør
Kasturi Mia Mårtensson
Email:LzYQGHC@lpHnPr2.dk