Region Hovedstaden sender ambulancetjeneste og sygetransport i EU - udbud.
I forbindelse med udbuddet vil Region Hovedstaden etablere egen vagtcentral, hvor medarbejdere med en sundhedsfaglig uddannelse vil disponere og prioritere ambulancerne, samt stå for planlægningen af den liggende patientbefordring.
Det er blandt de væsentligste ændringer i forhold til de nuværende kontrakter om ambulancetjeneste og sygetransport.
Den 4. marts 2008 har Region Hovedstaden offentliggjort udbudsbekendtgørelserne om den behandlingskrævende ambulancekørsel og den liggende patientbefordring - sygetransport.
Udbuddene er blandt de konkrete tiltag, der skal udmønte Region Hovedstadens visioner for den fremtidige akutte og præhospitale indsats.
Regionsrådet i Region Hovedstaden har vedtaget en lang række faglige anbefalinger, der skaber grundlag for store kvalitetsforbedringer i betjeningen af regionens borgere, når der opstår akut sygdom eller borgerne kommer til skade.
På regionens vagtcentral installeres et elektronisk værktøj til beslutningsstøtte (disponeringsvejledning). Det betyder, at der tidligt i borgernes henvendelse kan skabes et billede af sygdommens art og hastegrad, så borgere, der har de alvorligste og mest hastende problemer, kan hjælpes først.
Desuden vil sundhedsfagligt personale kunne bistå ved vurderingen samt vejlede borgeren i blandt andet førstehjælp i tiden frem til ambulancens ankomst.
Samtidig vil Region Hovedstadens Vagtcentral have overblik over alle ambulancer, så man altid kan sende det personale, der bedst og hurtigst kan løse opgaven - uanset om ambulancen er ejet af Københavns Brandvæsen, Frederiksberg Brandvæsen, Gentofte Brandvæsen, Falck eller andre ambulancetjenester.
Region Hovedstaden har et meget veluddannet og kompetent korps af akutlæger, ambulancebehandlere og paramedicinere, og med den nye organisation vil regionen kunne anvende resurserne langt mere rationelt og sikre, at borgerne får den kvalificerede hjælp, der er brug for.
Adskillelsen af ambulancekørsel og sygetransport sikrer, at ambulancebehandlerne først og fremmest anvendes til opgaver, hvor der er brug for deres uddannelse i observation og behandling af syge og tilskadekomne.
Hvert udbud opdeles ligeledes i mindre optageområder, som gør det muligt at sikre en sund konkurrence på området, både økonomisk og kvalitetsmæssigt.