Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
25-06-2009

Behov for bedre samspil mellem busser og lokalbaner i Nordsjælland

Udvalg udpeger store udfordringer for den kollektive trafik i Nordsjælland.
Bedre planlægning skal løfte den kollektiv transport
Den kollektive trafik i Nordsjælland står over for store udfordringer. Skal flere vælge den kollektive trafik, er der brug for større hensyn til pendlerstrømme, større fokus på samspil mellem bus og bane gennem bedre køreplanlægning samt en mere effektiv udnyttelse af de økonomiske ressourcer.

Regionen er ansvarlig for en række lokalbaner og busruter 
Region Hovedstaden ønsker at sikre den størst mulige effektivitet for regionens lokalbaner og busruter. Regionen har ansvaret for 5 lokale jernbaner i Nordsjælland og seks regionale busruter, som bestyres af trafikselskabet Movia.

Afrapportering udpeger de optimale indsatsområder
For at opnå den største effektivt i driften er underudvalget vedrørende regional udvikling blevet bedt om at lave en afrapportering af, hvor det er bedst at sætte ind for at opnå de bedste resultater.

Stor udfordring at få busser og tog til at spille sammen
Fra underudvalget for regional udvikling lyder det, at der både planlægningsmæssigt og økonomisk er særlige udfordringer for at få trafikken i Nordsjælland til at hænge sammen. For at skabe den nødvendige effektivitet er der derfor et stort behov for at få forbedret samspillet mellem busser og lokalbaner især set i forhold til korrespondancer, køreplanlægning og udnyttelse af de økonomiske ressourcer, der er til rådighed.

Nordsjællands kollektive trafik bør have særlig fokus
Underudvalgets formand Benedikte Kiær påpeger, at det specielt er vigtigt at få et meget bedre samarbejde op at køre om de trafikale udfordringer i Nordsjælland.

Kollektiv trafik skal være et reelt alternativ til bilen
- I Nordsjælland er det meget svært at komme på tværs, motorvejene bliver mere og mere overfyldte i særligt myldretiden, og det tager længere og længere tid at komme på arbejde. Det er en udvikling vi skal have vendt – og det får vi kun gennem bedre samarbejde og mere effektiv kollektiv trafik, så den bliver et reelt og bedre alternativ til bilen, siger Benedikte Kiær.

Økonomisk grundlag for regionale ruter er blevet afdækket
For underudvalget har det været vigtigt at se på, hvad regionen og borgerne egentlig får for de tilskudskroner, som går til lokalbanerne og de regionale busruter. Udvalget har som baggrund for hovedkonklusionerne set på, hvordan de busruter og jernbaner, som regionen betaler for, præsterer:


  • Lokalbanerne er et betydeligt dyrere tilbud til borgerne end busserne
  • De regionale busser har en selvfinansieringsgrad på 65 pct. med de meget populære S-busser som topscorere
  • Lokalbanernes selvfinansiering er væsentligt lavere - i gennemsnit godt 45 pct.
  • Lokalbanerne modtager et tilskud pr. passager, der er tre gange højere end busserne. Togene transporterer dog i gennemsnit passagererne noget længere

Lokalbanerne er dyre i drift
Selvom om togene gennemsnitligt transporterer passagererne længere end busserne, så er toget et betydeligt dyrere tilbud. Derfor lyder anbefalingen, at passagertallene på lokalbanerne skal følges tæt.

Markant fald i lokalbanernes passagertal
- Ser vi på lokalbanerne, så er der nogle, som stikker ud med markante fald i passagertallet. F.eks. har Hornbæk-banen gennem de seneste 10 år mistet godt en tredjedel af sine passagerer. Det skal vi tage fat på. For udover vi får større og større underskud på disse baner, så må det betyde, at vi ikke lever op til de pendlerbehov, der er i området, siger Benedikte Kiær.

Movia har sat en række initiativer i gang
For at tage fat på de trafikale problemstillinger i Nordsjælland er Movia i gang med et projekt for at skaffe flere passagerer i områdets lokalbaner og busser. Hensigten er at optimere tog- og busdriften i det samlede kollektive system blandt andet ved at minimere paralleldriften mellem busser og tog samt ved en øget markedsføringsindsats. Projektets konklusioner skal nu drøftes med kommuner og region. Dette arbejde vil underudvalget følge tæt.

Busoperatører skal belønnes for at skaffe flere passagerer
Endelig anbefaler underudvalget, at der for regionens S-buslinjer laves incitamentsaftaler mellem Movia og busoperatørerne. I disse aftaler skal busoperatørerne sikres en del af gevinsten ved passagerfremgang. Sådanne aftaler er afprøvet på et par kommunale busruter, og her har erfaringerne været meget positive. Denne succes ønsker underudvalget at følge på de regionale S-buslinjer. Ligesom udvalget fortsat ønsker fokus på chaufførsikkerheden i busserne.


Yderligere oplysninger:

  • Benedikte Kiær (K), formand for underudvalget vedrørende ”Regional Udvikling” , tlf. 3050 8462
  • Pressevagten, Region Hovedstaden tlf. 7020 9588