Videre til indhold. |

Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
02-03-2009

Mere skub i kommercialiseringen af forskning

Jens Kindtler er ny chef for Region Hovedstadens teknologioverførselsenhed Tectra.

Klinisk forskning skal nyttiggøres kommercielt
Teknologioverførsel og erhvervsmæssig nyttiggørelse af den kliniske forskning er højt prioriteret i Region Hovedstaden. Derfor etablerede regionen i 2007 en professionel enhed for teknologioverførsel – Tectra – som i dag består af 11 højt specialiserede medarbejdere.

Kindtler skal sætte turbo på Tectras arbejde
Region Hovedstaden ønsker med ansættelsen af tidligere partner i BankInvest Biomedical Venture, Jens Kindtler, at sætte yderligere turbo på indsatsen. Jens Kindtler får som chef for Tectra ansvaret for at sikre, at en større del af den kommercielt interessante forskning på hospitalerne bliver opfanget, patenteret og udviklet til nye produkter og lægemidler til gavn for både patienterne og biotek-, medicinal og medico-industrien.

Patentagent og civilingeniør
Jens Kindtler er 50 år og Civilingeniør (K) fra Danmarks Tekniske Universitet og har en Master of Business Administration fra det engelske Henley Management College samt en uddannelse som patentagent.

Mange års erfaring med kommercialisering af biomedicinsk forskning
Siden 2001 har Jens Kindtler været partner i BankInvest Biomedical Venture, og forinden var han i en årrække ansat i Novo Nordisk i forskellige stillinger indenfor forretningsudvikling, håndtering af patentrettigheder og virksomhedsudvikling. Jens Kindtler har med sin naturvidenskabelige baggrund og mangeårige erfaring med både biomedicinsk forskning og venturekapital de helt rigtige forudsætninger og ikke mindst et veludbygget netværk for at fungere som brobygger mellem forskere og erhvervslivet.

Tectra skal fungere som fødselshjælper for succeshistorierne
- Jeg er ikke i tvivl om, at der gemmer sig et stort uudnyttet kommercielt potentiale i hospitalernes forskning - og en af de helt store udfordringer bliver at udvælge de mest perspektivrige projekter og bruge kræfterne på at finde de helt rigtige samarbejdspartnere og investorer. Og så skal succeshistorierne frem i rampelyset for at inspirere og synliggøre potentialet for både forskere, virksomheder og investorer. For hvem vil sige nej til at være med til at investere i og udvikle fx en ny kræftvaccine eller andre kommercielt relevante projekter fra hospitalerne, spørger Jens Kindtler.

Yderligere information

  • Joost Nielsen, Stabsdirektør, Koncern Regional Udvikling, tlf. nr. 48 20 55 00
  • Jens Kindtler, chef for Tectra, tlf. nr. 35 45 64 96