Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
25-06-2009

Regeringen skal tage aktivt ejerskab af lufthavn og SAS

Ny analyse afdækker Københavns Lufthavn og SAS’s betydning for hovedstadens fremtidige vækst.
Lufthavnen spiller en stor rolle for velstand og regionens attraktivitet
Københavns lufthavn har en vigende betydning i den internationale lufttrafik, og det kan svække hele hovedstadsregionens evne til at skabe velstand, nye job og tiltrække internationale virksomheder, turister og kvalificeret arbejdskraft. Det konkluderer en ny analyse om lufthavnens økonomiske betydning foretaget af Copenhagen Economics på vegne af Region Hovedstaden.

Antallet er flyruter til og fra København er faldet
De seneste 10 år er lufthavnen gået fra at være Europas 10. største til at indtage 15. pladsen. Flere udenlandske selskaber har nedlagt ruter til København, men også det dominerende selskab, det hårdt pressede SAS, skærer ned på internationale ruter. Antallet af direkte flyruter fra lufthavnen til resten af verden er faldet med 12 % siden 2001, og antallet af transfer-passagerer er på blot 5 år faldet med 15 %.

Regeringen er storaktionær i både lufthavn og SAS
Det får regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S) til at kræve en mere aktiv indsats fra regeringen, som ejer 39,2 % af Københavns Lufthavne A/S og 14,3 % af SAS A/B.

Regeringen skal bruge sin indflydelse frem for at sidde på hænderne

- Regeringen kan ikke blive ved med at sidde på sine hænder og se til, mens arbejdspladser forsvinder. Regeringen skal bruge sin indflydelse til aktivt at sikre regionens langsigtede erhvervsbetingelser, fx ved at stille betingelser til den fremtidige drift i forbindelse med et eventuelt salg af SAS. Erhvervslivet er dybt afhængig af at kunne komme rundt i verden. Det kræver en international lufthavn med gode destinationsforbindelser, men det går den forkerte vej, og regeringen er alt for passiv, selv om den som medejer sidder med gode kort på hånden, siger Vibeke Storm Rasmussen.

Bredt samarbejde skal tiltrække nye flyruter
Regionsrådsformanden ser gerne, at staten, lufthavnen, Wonderful Copenhagen, Copenhagen Capacity, Visit Denmark, Invest in Denmark og andre aktører går sammen om en indsats for at tiltrække nye flyruter, der kan dække regionens og ikke mindst erhvervslivets fremtidige behov for internationale flyforbindelser.

Højhastighedstog skal forbinde København med resten af Europa
Hun opfordrer samtidig regeringen til styrke tilgængeligheden til Københavns Lufthavn ved afsætte penge til banelegemer, så lufthavnen kan blive forbundet med det europæiske højhastighedsnet.

En stærk og tilgængelig lufthavn gavner hele Danmark
- København ligger i den nordlige udkant af Europa, og der er langt til Europas hovedstæder, fordi tilgængeligheden via motorvej, tog og efterhånden altså også via luften er begrænset. Motorvejsnettet forbedres med Femern forbindelsen, men der er behov for at supplere den med en grøn transportmulighed i form af højhastighedstog. En stærk og tilgængelig Københavns Lufthavn gavner ikke kun hovedstadsregionen, men hele Danmark, fremhæver Vibeke Storm Rasmussen.

OECD kalder hovedstadsregionen for en vækstdynamo
Hun henviser i den forbindelse til en OECD-rapport fra januar, der slog fast, at hovedstadsregionen fungerer som dynamo for den økonomiske udvikling i hele landet.


Yderligere oplysninger

  • Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen –
    telefon 4364 2521
  • Pressevagten – telefon 7020 9588