Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
28-10-2011

Fortæl om fejl i Hovedstadens sundhedsvæsen på ny hjemmeside

Målet er et bedre sundhedsvæsen
Har du oplevet fejl?
Faldt du og kom til skade, fordi der stadig var vådt efter rengøring i venteværelset? Blev din behandling forsinket, fordi blodprøverne blev væk eller fik du ikke besøg af hjemmeplejen, fordi hospitalet og hjemmeplejen havde misforstået hinanden?

Del din oplevelse med regionen
Så har du som patient eller pårørende på Region Hovedstadens hospitaler - eller hos regionens praktiserende læger - nu et nyt sted at fortælle om din oplevelse.

Brug selv hjemmeside eller få hjælp fra patientvejleder
For at øge patientsikkerheden kan man nu selv rapportere fejl sket i Region Hovedstadens sundhedsvæsen. Det gør du på hjemmesiden www.dpsd.dk, eller du kan få hjælp hos patientvejlederen på hospitalet.

Gælder også forhold, der potentielt kunne have forvoldt skade
Rettesnoren for, om fejlen kan rapporteres er, at der enten skete skade på en patient, eller at patienten var i risiko for at blive skadet.

Regionen vil gerne lære og forbedre
Din rapport bliver brugt til læring og forbedring af kvaliteten i Region Hovedstadens sundhedsvæsen:

Andre skal ikke komme ud for det samme
- Nogle gange bliver der lavet analyser af en enkelt hændelse, og andre gange undersøger vi mønstre og tendenser baseret på flere hændelser af samme type. Formålet er hver gang at bruge rapporten til at undersøge om vi kan gøre det bedre og undgå at en anden patient kommer ud for samme problem” siger Beth Lilja, chef for Enhed for Patientsikkerhed i Region Hovedstaden

Anonymitet er en mulighed
Man kan rapportere anonymt, men ved at anføre navn og mail eller telefonnummer, så giver man Region Hovedstaden muligheden for at følge op og få uddybet henvendelsen.

Læs mere på www.Patientombuddet.dk
Rapporteringen er ikke det samme som en formel behandlingsklage, men du kan læse mere om klagemulighederne på www.patientombuddet.dk.


Yderligere oplysninger:

  • Beth Lilja, chef for Enhed for Patientsikkerhed, Region Hovedstaden, tlf. 38 62 23 03
  • Pressevagten, Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88