Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
26-02-2010

Regionen sætter fokus på rengøring

Pressemeddelelse: Regionen helmer ikke, før rengøringen er god nok. Derfor er der en proces i gang, der skal sikre forbedringer. Rengøringen og hygiejnen på hospitaler og i psykiatrien er blevet gennemgået.
Har bestilt ekstern kontrol
Der skal være rent på Region Hovedstadens virksomheder. Derfor satte regionsrådet sidste år en kvalitetsproces i gang. Et af initiativerne er en ekstern kontrol af rengøringen på alle hospitalerne og i psykiatrien. Region Hovedstaden har netop modtaget den bestilte gennemgang af rengørings- og hygiejnestandarderne fra det eksterne kontrolfirma Dansk Cleaning Service (DCS).

Langt fra god nok
Resultatet viser, at rengøringen, som man frygtede, langt fra er god nok alle steder. DSC peger på flere områder, hvor regionen kan sætte ind med initiativer, så regionen kan opfylde sit mål om, at rengøringen skal være i top.

Eneste region der bestiller ekstern kontrol
- Vi har jo selv valgt at sætte fokus på rengøringen, da vi mente, at der var behov for forbedringer. Det handler om patienternes ve og vel og fare for infektion. Og så vidt jeg er orienteret, er vi den eneste region, der tør lave ekstern kontrol på alle hospitaler og i psykiatrien, og som offentligt lægger alle resultaterne frem. Den eksterne kontrol viser os problemområderne og peger samtidig på, hvordan vi kan skabe forbedringer, siger regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S).

Første systematiske vurdering
Hun understreger, at selv om den eksterne kontrol ikke viser det ønskede resultat, så er man i regionen glad for, at man har sat en kvalitetsproces i gang i forhold til rengøring. Processen indeholder netop en ekstern vurdering, og det er så den første systematiske vurdering, som nu foreligger.

18 millioner ekstra til rengøring
- Rengøringen skal være af høj kvalitet på hospitalerne. Derfor er resultaterne i den objektive gennemgang slet ikke gode nok. Det skal være meget bedre, og derfor har vi sat en masse initiativer i gang, og regionsrådet har i budgettet for 2010 afsat 18 mio. kr. ekstra til rengøring. Medarbejderne gør et rigtig godt stykke arbejde, men det er vigtigt, at de bliver uddannet i korrekt rengøring, da det skaber de bedste resultater, siger Vibeke Storm Rasmussen.

Alle operationsstuer skal godkendes
I regionen er målet, at 100 procent af operations- og intensivstuer godkendes og 70 procent af de øvrige lokaler. Der er stadig lang vej til målet. Flere af hospitalerne har dog nået rimelige resultater bl.a. Gentofte, Frederikssund og Bornholms Hospital.

Stikprøver
Hospitalerne og psykiatrien har fået kontrolleret rengøringen i 10 til 70 tilfældige lokaler. Det er bl.a. patienttoiletter, afsnitskøkkener og operationsstuer, der er blevet tjekket. På nogle hospitaler blev kun et rum godkendt. I psykiatrien var der afdelinger, som slet ikke fik nogle lokaler godkendt.

Der skal følges op
- Det er simpelthen ikke godt nok. Det er en indikation på, at vi skal følge op på de i gangsatte initiativer. Psykiatrien var ikke med i den tidligere pilotundersøgelsen, og derfor har initiativerne ikke været i gang her. Men de har nu fået gode råd til, hvad de skal gøre for at skabe forbedringer og personalet skal i gang med uddannelse, siger koncerndirektør Svend Hartling.

DCS: Godt med åbenhed

DCS, der har lavet den eksterne kontrol, synes det er rigtig godt, at Region Hovedstaden har sat gang i en kvalitetsproces for rengøring, og at regionen er åben omkring resultaterne i den eksterne kontrol.

Ekstern kontrol nødvendig
- Det er vigtigt med fokus på rengøring og kun med ekstern kontrol, kan hospitalerne få en neutral vurdering af rengøringen. Vi kan fortælle, hvad der er godt og skidt og komme med forslag til, hvad de kan gøre bedre. Faktisk var flere lokaler meget tæt på at blive godkendt. Det er kun små justeringer, der skal til. Det drejer sig bl.a. om at bruge de rigtige metoder og rengøringsmidler, at rengøre de rigtige steder og at både ledere og personale har den rigtige uddannelse, siger Anne-Lise Schjønning fra DCS.

Vejledninger er vigtige
Hun påpeger, at det ofte er de samme steder, der er problemer med rengøringen bl.a. ved patientnære områder og medico teknisk udstyr. Ifølge hende kan det skyldes, at personalet måske finder disse områder svære at rengøre, da de ikke vil forstyrre patienterne og er bange for at trykke på de forkerte knapper på teknisk udstyr. Derfor er det vigtigt, at de har de rigtige metoder og vejledninger.

DCS: Rengøringsniveauet er højt
Ifølge DCS er rengøringsniveauet faktisk højt i Region Hovedstaden, og Anne Lise Schjønning tror på, at regionen nok skal opleve fremskridt, hvis de følger de råd, som DCS har givet.

Hospitaler har gang i initiativer
- På vores kontrolbesøg har vi set, at flere hospitaler har gang i de rette initiativer, som med tiden vil give resultat, siger hun.

Forbedringerne kommer
Svend Hartling finder det ærgerligt, at man endnu ikke kan se de store forbedringer, men han tror på, det kommer.

Stopper ikke, før det er i orden
- Flere af de igangsatte initiativer har ikke kørt så længe, så derfor kan man endnu ikke helt se virkningen. Rengøring bliver ikke bedre på én dag. Det er en lang proces at få indført de rigtige metoder og få uddannet personalet. Vi følger op og stopper ikke før rengøring og hygiejne er i orden, siger Svend Hartling.

Yderligere information:

  • Vibeke Storm Rasmussen (S), formand for Region Hovedstaden – arbejdsnummer 4820 5600, hjemmenummer 4364 2521
  • Svend Hartling, koncerndirektør i Region Hovedstaden – 4820 5619
  • Pressevagten, Region Hovedstaden - 7020 9588