Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Vi skal vurdere gevinsten

Se, Torben Stentofts (direktør på Hvidovre Hospital og formand for Komiteen for infektionskontrol og Hygiejne i Region Hovedstaden) og Elsebeth Tvenstrup Jensens (afdelingslæge i Statens Serum Institut) bud på, hvordan hospitalerne bliver renere.
Af: Annie Hagel

”Vi ved ikke, om det vil nedsætte risikoen for smitte at få flere patienter og pårørende til at bruge spritdispenserne på afdelingerne. Vi satte dem op under vores håndhygiejnekampange for at gøre opmærksom på, hvor vigtigt det er, at personalets håndhygiejne er i orden, og det kan patienterne hjælpe med at huske dem på”, siger Torben Stentoft.

Ikke flere restriktioner
Han tror, at flere restriktioner over for patienter og besøgende på hospitaler vil virke mod hensigten. ”Vi har allerede i dag det problem, at
patienter og pårørende opfatter hospitalerne som et system, de står overfor. Yderligere restriktioner vil bare gøre det værre, og det tror jeg helt enkelt ikke, at offentligheden vil acceptere”, fortsætter Torben Stentoft.

Mere oprydning
Derimod er han helt med på, at der er behov for mere oprydning, og det vil der komme fokus på, når alle regionens hospitaler skal akkrediteres.
Dette vil foregå i 2009 og 2010. ”Det handler om at sikre forsyningslinjerne, så afdelingerne er helt sikre på, at de får det, de har brug for, når de skal bruge det og ikke behøver at bygge decentrale lagre op. Og så handler det om at tænke på, at der skal være depotplads nok, når vi bygger nyt”, tilføjer Torben Stentoft.

Gode ideer
”Hvis vi skal lave yderligere kontrol fx efter mikrobiologiske standarder, skal vi være overbeviste om, at rengøringen i dag ikke er god nok, og at vi kan opnå en betydelig gevinst ved yderligere kontrol,” siger Torben Stentoft. Det samme gælder mere desinfektion i form af mere afspritning på afdelingerne i hverdagen.

Hver ny idé skal vurderes konkret
”Vi ved ikke, hvor stor gevinst det vil give i form af mindre smittefare i forhold til det mere arbejde, det vil kræve. Både nye standarder, mere oprydning og mere afspritning vil koste
ekstra arbejde og dermed flere penge. Derfor skal hver idé vurderes konkret. Men det er godt med gode idéer, og jeg vil tage dem op til drøftelse i
komiteen", fortsætter Torben Stentoft.

Sundhedsvidenskabelig viden er vigtig
Generelt har vi et behov for at opnå enighed om, hvad der er den sundhedsvidenskabelige viden på dette område. Det er udfra dette faglige input, at prioriteringerne må foretages,” lover Torben Stentoft.

Revideret standard på vej
Om den nye standard for rengøring på hospitaler vil indeholde mikrobiologiske grænser, er endnu for tidligt at sige, oplyser Elsebeth Tvenstrup Jensen, afdelingslæge i Statens Serum Institut.
”Men nye metoder til kontrol er med i overvejelserne, og herunder diskuteres en kontrol, der går dybere end den eksisterende visuelle kontrol”. Den standard, der i dag gælder for rengøring på hospitaler, er fra 2002, og skulle egentlig have været erstattet af en ny i 2007.
 
Ny standard klar i 2009?
Men revisionsarbejdet er forsinket af økonomiske grunde, og håbet er nu, at den nye standard vil
være klar i 2009. ”Standarden er som sådan god nok, men den skal justeres, så den kan tage højde for ny viden og nye problemer, bl.a. at det er andre bakterier, der kommer ind på hospitalerne end i 2002, herunder antibiotikaresistente bakterier", fortsætter Elsebeth Tvenstrup Jensen.

Fokus på metoderne til kontrol
"Og så er der altså især fokus på metoderne til kontrol", siger Elsebeth Tvenstrup Jensen. Det er Statens Seruminstituts afdeling for antibiotikaresistens og sygehushygiejne
der sammen med Dansk Standard og hygiejneeksperter fra hospitalerne reviderer standarden for rengøring på hospitaler.

Se også:


  • Der skal mere sprit til

    Se, Niels Høibys (professor og laboratoriechef, Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, Rigshospitalet) bud på, hvordan hospitalerne bliver renere.

  • Skrappe grænser for bakterier

    Se, Hans Jørgen Kolmos (overlæge og professor på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, Odense Universitetshospital) bud på, hvordan hospitalerne bliver renere.

  • Som et firestjernet hotel

    Se, Jens Otto Jarløvs (ledende overlæge på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Herlev Hospital) bud på, hvordan hospitalerne bliver renere.






Redaktør
Ulrik Borgermann
Email DiguTLIZGrp1@5NY7bRD.dk