Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Patienternes guide i sundhedsvæsnet

Patientvejlederen er patienternes ambassadører i det sundhedsvæsen, der betragtet udefra kan virke uoverskueligt.
10 års erfaring som patientvejleder
Annelise Andreasen er patientvejleder på Bispebjerg Hospital. Hun er oprindelig uddannet sygeplejerske, men har arbejdet som patientvejleder siden ordningens begyndelse for ti år siden. Så hun kender faget og sin og kollegernes rolle i sundhedsvæsnet så godt som nogen.

Patienterne skal videre i livet
- Mit fokus som patientvejleder er, at patienterne skal videre i deres liv. Hvis de fx har været ude for noget ubehageligt under deres indlæggelse kan det forfølge dem i årevis. Der skal vi prøve at hjælpe dem med at finde en vej videre, f.eks. ved at formidle kontakt til afdelingens ledelse for en samtale forklarer Annelise Andreasen.

Mange og forskellige henvendelser
Henvendelserne til Annelise Andreasen og hendes kolleger er mange og meget forskellige. Fra det helt banale som bortkommet tøj under indlæggelse til det mere alvorlige, hvor patienter eller pårørende ønsker rådgivning om at klage over behandlingen eller hjælp til at søge erstatning.

Hjælper patienterne med at orientere sig
- Som patientvejledere hjælper vi patienterne og deres pårørende med at orientere sig i sundhedsvæsnet og i de rettigheder de har som patienter. Vi forklarer om forskellen på at klage og søge erstatning – og hvordan man gør begge dele. Har patienten problemer med at skrive p g a fysiske eller sproglige problemer, kan vi være behjælpelige med det. Vi forklarer også, hvor man skal henvende sig, hvis man har spørgsmål om konkrete behandlinger, hjemmepleje osv. Vi er patienternes guide, siger Annelise Andreasen.

Anonym rådgivning
Hvis man ønsker råd og vejledning af en patientvejleder, kan det ske fuldkomment anonymt: Patientvejlederne skal ifølge loven registrere, hvor mange henvendelser de får – og hvad emnet for henvendelsen er. Men det er også alt, hvad der registreres – personlige oplysninger noteres kun efter aftale med patienten.

Ikke ansat af hospitalet
I Region Hovedstaden er patientvejlederne ansat centralt af regionen – men arbejder lokalt på de enkelte hospitaler. På dem måde kender vejlederne forholdene på det enkelte hospital og er let tilgængelige for patienter og pårørende. Men samtidig har de en vis distance til hospitalsledelsen, fordi de ikke er ansat af hospitalsdirektøren, men af regionen.

Armslængde afstand er vigtig
- For de patienter, der ønsker at klage over den behandling, de har modtaget, kan det være vigtigt, at vi ikke er ansat på det hospital, de vil klage over, forklarer Annelise Andreasen. Hun vurderer, at mellem 35 og 40 % af henvendelserne til hende bunder i en eller anden form for utilfredshed. Resten af henvendelserne handler om at søge informationer.

Tekst: Ulf Joel Jensen







Har du gjort brug af en patientvejleder?

Totale antal stemmer: 20
Ja flere gange
 15%
Ja en enkelt gang
 15%
Nej det har ikke været nødvendigt
 35%
Nej har ikke hørt om patientvejledere før nu
 35%
Nej og jeg har heller ikke tænkt mig at gøre det
 0%