Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Bornholms Hospital går foran med affaldssortering

Bornholms hospital er i front, når det handler om at sortere og genbruge affaldsprodukter fra hospitalet. Alene sygehusaffaldet har hospitalet formået at nedbringe med en tredjedel på fire år.
Foto af Bornholms Hospital
Sygehusaffald nedbragt med 13 ton
På Bornholms Hospital har man i en årrække arbejdet med at gøre virksomheden grønnere. Især har hospitalet arbejdet med affaldssortering, og det har givet resultater.

I perioden 2004-2008 har hospitalet nedbragt sygehusaffald med 13 ton – eller mere end en tredjedel. Og samlet set har hospitalet nedbragt den totale affaldsmængde med 7 procent fra 2004 til 2007. Men i 2008 tømte hospitalet en del depoter med gamle møbler, så det gennemsnitlige fald lander på 2 procent af en total affaldsmængde på 210 ton i både 2004 og 2008.
Og det er et resultat, som driftschef Peter Lundbye er meget tilfreds med.

- At vi samlet set ikke har øget vores affaldsmængde, og især at vi har fået markant mindre sygehusaffald er et resultat, vi er rigtig godt tilfredse med, siger Peter Lundbye.

Flere årsager
Peter Lundbye forklarer, at der er flere årsager til, at hospitalet har fået nedbragt sygehusaffaldet:

- For det første har vi indført sortering ude ved affaldskilderne, og for det andet har vi lavet meget klare definitioner af, hvad der er sygehusaffald. Begge ting har vi indarbejdet i tværgående instrukser til personalet om affaldssortering, og det er nok hovedårsag til, at vi år for år har kunnet nedbringe mængden af sygehusaffald, vurderer Peter Lundbye.

Omlagt virksomhed
Han fortæller, at hospitalet i samme periode har omlagt en del af sin virksomhed, så der i dag er færre sengedage og flere ambulante behandlinger, og det har også betydning for mængden af sygehusaffald. Men hospitalets samlede produktion er stort set uændret, og gennemsnitligt har hospitalet nedbragt den samlede affaldsmængde med 2 procent i samme periode.

- Så det tyder da bestemt på, at vores strategi med kildesortering og klare definitioner af sygehusaffald har båret frugt, siger Peter Lundbye.

Økonomisk pote
Mindre affald og især mindre sygehusaffald er noget, der kan mærkes økonomisk. For sygehusaffaldets vedkommende er det op til 15 gange dyrere at bortskaffe i sammenligning med almindelig dagrenovation og brandbart affald.
Ifølge rådgivningsfirmaet COWI, som har analyseret affaldsstrømmen i Region Hovedstaden, er det muligt at spare mere end 2 millioner kroner om året, hvis mængden af sygehusaffald reduceres med 25 procent.

Læs mere:


  • Energiforbrug til medicoteknisk udstyr kan bringes ned

    Hospitaler er storforbrugere af strøm, og især medicoteknisk udstyr trækker tykke ledninger. Men meget udstyr står bare og kører, selv om det ikke er i brug, og medicoteknisk udstyr rummer et betydeligt potentiale for at spare på energien.

  • Nyt udvalg skal styrke miljøindsats

    Region Hovedstaden har fået et nyt miljø- og klimaudvalg med Socialdemokraten Lars Gaardhøj i spidsen. Han ønsker sig en mere ambitiøs klima- og miljøpolitik i Region Hovedstaden og mere samarbejde med kommunerne.

  • Renovering og nybygninger med grønt sigte

    Flere af hovedstadens hospitaler holder til i gamle bygninger, som ikke lever op til moderne krav til energieffektivitet og miljøpåvirkninger. Fremtidens hospitaler skal være mere grønne, og nybygninger skal tænkes ind i et langsigtet grønt perspektiv.