Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Nyt ambulatorium for overvægtige børn

Antallet af overvægtige børn er steget voldsomt de seneste år. Nu åbner Region Hovedstadens første ambulatorium for overvægtige børn på Hillerød Hospital.

”Vi håber på at kunne give mange af de overvægtige børn en bedre livskvalitet”, siger ledende overlæge, Jesper Andersen. Sammen med projektsygeplejerske, Mette Valentiner (i forgrunden) og afdelingslæge, Birgitte Højgaard slår han den 1. februar dørene op for Region Hovedstadens første ambulatorium for overvægtige børn. Ambulatoriet får adresse på Hillerød Hospitals børneafdeling. 

Region Hovedstaden får sit første ambulatorium for overvægtige børn den 1. februar 2010. Ambulatoriet får adresse på Hillerød Hospitals børneafdeling, hvor man regner med at behandle omkring 150 børn om året.

Tværfaglig behandling
Antallet af overvægtige børn helt ned til 5-års alderen er steget voldsomt de seneste år.
”Derfor glæder vi os utrolig meget til at kunne tilbyde børnene og deres familier et sammenhængende og tværfagligt behandlingsforløb”, siger ledende overlæge på børneafdelingen, Jesper Andersen.

Udvikler følgesygdomme
Mange overvægtige børn er ensomme, og bliver mobbet i skolen på grund af deres vægt. Desuden udvikler en del af dem begyndende tegn på følgesygdomme som fedtlever, forhøjet blodtryk og type 2-diabetes. At stoppe den udvikling kræver en systematisk indsats og hundrede procent opbakning fra forældrenes side.

Forældrene skal tage ansvar
”Faktisk handler det ofte om, at det er hele familien, der skal ændre livsstil. Vi ser meget ofte, at forældrene også har problemer med overvægt, og at børnene har arvet deres spise- og kostvaner. Derfor er det vigtigt, at forældrene også er villige til at ændre deres hverdag, så de fx ikke har køleskabet fyldt med fede madvarer”, forklarer Mette Valentiner, der er tilknyttet ambulatoriet som projektsygeplejerske.

Skal finde familiens ressourcer
”Vi kommer til at stille krav til hele familien, men vi gør det med omtanke og omsorg”, fortsætter Mette Valentiner. ”Mange svært overvægtige har i forvejen flere nederlag bag sig. Derfor kommer det meget til at handle om, at finde familiens ressourcer og støtte den i hverdagen. Vi kan eksempelvis tage kontakt til barnets skole, hvis der er problemer med mobning, som familien ikke selv kan håndtere”.

Kortlægger barnets hverdag
På ambulatoriet vil barnets og familiens hverdag desuden blive systematisk kortlagt. Hvordan ser kosten ud? Hvor lang tid bruger barnet foran en skærm, og hvor meget motion får det? Ud fra de tre fokusområder, laver personalet en detaljeret liste over ting, som barnet med forældrenes hjælp skal forsøge gøre anderledes til næste kontrolbesøg.

Fem kontrolbesøg
Meningen er, at barnet og dets familie skal komme til fem kontrolbesøg i løbet af et år. Derefter vil en del af børnene forhåbentlig være så godt på vej, at de kan slippe kontakten med ambulatoriet og komme til at leve et sundere og bedre liv.


Tekst og foto: Frank Ulstrup