Kodeordene for de kommende uniformer er komfort, funktionalitet, hygiejne og tryghed.
"Uniformernes funktionalitet er ét af hovedtemaerne i den igangværende proces: De skal fungere under mange forskellige arbejds- og temperaturforhold. Men herudover skal uniformerne også indgyde patienter og pårørende en følelse af tryghed. De skal gøre det muligt at skelne mellem faggrupperne, de skal være komfortable og samtidig opfylde hygiejnebekendtgørelserne," forklarer Frederikke Moe, som er personalepolitisk konsulent i Koncern HR.
Alt er stadig til diskussionPå nuværende tidspunkt har regionen modtaget i alt 14 mere eller mindre komplette idéoplæg til nyt uniformsdesign – 11 fra studerende ved Danmarks Designskole og tre fra professionelle tøjdesignere. Disse forslag indgår i den videre proces, og skal ikke ses som udtryk for det endelige design. For på dette tidspunkt i processen er alting stadig til diskussion.
Medarbejderne med på råd"Vi har ikke lagt os fast på, hvilken designer vi skal samarbejde med – og endnu mindre på en designløsning. Der skal vi bl.a. bruge medarbejdernes input. Fra 26. marts og frem til 16. april vil vi udstille en række af de indkomne designforslag rundt omkring på regionens hospitaler. I samme periode kan man også tilmelde sig et medarbejderpanel oprettet på nettet, hvor man vil blive udspurgt om konkrete designforslag," uddyber Frederikke Moe.
Det nye sortimentDet er endnu uklart, hvordan det nye uniformssortiment bliver. Hele det nuværende sortiment er med i processen, og man forventer, at bl.a. kitler, kjoler, benklæder, tunikaer, busseronner og hovedbeklædninger får nyt design.
Et trygt møde med hospitalet"Kodeordene for processen frem mod den nye uniform er komfort, funktionalitet, hygiejne og mødet med patienten: De nye uniformer skal være med til at gøre patienter og pårørende trygge i mødet med personalet. De skal gøre det muligt at skelne mellem faggrupperne – og naturligvis være både hygiejniske og gode at arbejde i under mange forskellige forhold. Endelig skal uniformerne være med til at skabe et ens udtryk på alle regionens hospitaler," forklarer Frederikke Moe.
Design klart til nytårDen endelige samarbejdspartner om designet bliver udpeget før sommerferien – og når politikerne er blevet præsenteret for arbejdsgrundlaget for det nye design, der bl.a. omhandler materialevalg, går selve designprocessen i gang til efteråret. Det endelige uniformsdesign forventes at ligge klart ved årets udgang og vil blive gradvist implementeret i 2011-2014. Tekst: Ulf Joel Jensen