Baggrund for risikostyring

Ideen med risikostyring er ikke ny i danske virksomheder. Den udføres allerede i det daglige arbejde. Det drejer sig kort fortalt om at forebygge skader. Det nye er den systematiske måde at udføre risikostyring på.

Kort fortalt er risikostyring en systematisk proces for identifikation, måling, styring og økonomisk kontrol af risici, som truer en virksomheds / regions aktiver, medarbejdere og aktiviteter.

I Danmark var det i halvfjerdserne sådan, at de stærkeste forkæmpere for risikostyring var forsikringsselskaberne. Ikke i deres egen ledelsesfilosofi, men mere som en måde at påvirke selskabernes kunder til at nedsætte skadeomkostningerne.

Det er imidlertid ikke kun regionens forsikringsselskaber, der har økonomisk interesse i risiko-styring ( risk-management ). Da et dårligt skadeforløb påvirker forsikringspræmierne, er det i lige så høj grad af interesse for regionen selv at begrænse skadernes antal og omfang. Ikke mindst fordi det reelt kun er en del af udgifterne ved skader, der dækkes af forsikringsselskaberne, resten betales af regionen selv.

Hvorfor er risikostyring en god ide? Er det ikke spild af tid og penge, når man alligevel har tegnet en forsikring?

Det er det absolut ikke!

Der er mange forskellige grunde til, at risikostyring er en god ide for regionen.

Det skaber utryghed på en arbejdsplads og hos brugere af regionens forskellige tilbud, hvis der sker mange skader og arbejdsulykker. Også regionens borgere kan føle utryghed ved en høj skades- og ulykkesfrekvens.

Alt drejer sig ikke kun om økonomi og risikostyring hænger også sammen med et almindelig godt og sundt arbejdsmiljø og et godt servicemiljø over for borgerne.

At have en "sikker" profil som region kan være lige så væsentligt som at have en miljøvenlig profil eller andet. Man skal forsøge at forudse, hvor der kan ske ulykker og uheld, og forebygge på en måde, så man effektivt forhindrer dem i at ske.

Men risikostyring handler også om økonomi.

For det første kan der spares penge på de omkostninger, der følger med en skade – omkostninger, som typisk ikke er forsikret. Det kan være tabet ved ikke at kunne udføre arbejdet i en periode, det kan være udgifter til sygedagpenge eller det kan være besvær med at genskabe situationen fra før skaden.

For det andet kan der spares penge på selve forsikringsudgiften. Allerede i dag giver en del forsikringsselskaber rabat på forsikringspræmien via den særlige risikostyringsrabat. Rabatten udmåles efter regionens skadeprocent i tidligere år.

For det tredje kan man overveje, om man efter at have reduceret risikoen kan løbe en større risiko selv, enten ved rabatgivende selvrisiko eller ved selvforsikring af visse risici.

Der er altså som før nævnt flere gode grunde til at lave risikostyring.

Risikostyring er ikke i sig selv et mål, men et middel, som skal bruges for at nå et mål.

Målet er at skabe et godt arbejdsmiljø, at spare menneskelige lidelser og økonomiske resurser.

Verden forandrer sig og derfor må fokus på risikostyringsområdet til stadighed være i bevægelse for at fastholde målet.

Det vil sige at risikostyringen

• vil blive en fortløbende proces, som ændres i takt med den påvirkning, som betinges af de forandringer fremtiden byder
• utvivlsomt vil blive udvidet til at omfatte stadig flere områder efterhånden som erfaring og færdigheder udvikles og resultaterne viser sig.

Risikostyring udføres gennem fire faser :

1. Registrering af risikoforhold og / eller skader
2. Analyse / vurdering af risici mht skadesansynlighed - -konsekvens
3. Eliminering / reducering af risici
4. Finansiering af restrisici.

Der findes i praksis to former for risikoanalyse, som kaldes for henholdsvis den proaktive og den reaktive form.

Ved den proaktive form foretages en analyse af risikoforholdene og derefter en vurdering af skadesansynlighed og –konsekvenser, som lægges til grund for risikostyring.

Ved den reaktive form foretages en registrering af de allerede indtrufne skader. Der analyseres, om skadeforløbet afslører særlige risikoområder ( dvs om der oftere sker skader med samme årsager og / eller inden for samme område ). Risikoen for videre gentagelser vurderes, og risikostyringen udføres på grundlag af denne vurdering.

Ved den reaktive form bør man også registrere nærved-skader, fordi man ikke alene kan lære af skaden , men også af nærved-skaden.

"Nærved-skader" er en betegnelse for de situationer, som ved snarrådighed, held eller tilfældigheder ikke medfører nogen personskade eller noget tab.

Det følger af definitionen ovenfor, at forskellen på den proaktive og den reaktive form er, at man ved den proaktive form danner sig et overblik over, hvilke skader, der måtte kunne ske – og ved den reaktive form vurderer risikoen for gentagelser af allerede indtrufne skadehændelser og nærved-skader.