Hospitaler sender nye forslag til effektiviseringer

​Regionsrådet har besluttet at gennemføre effektiviseringer  i 2015 for 115 mio. kroner. Og en række nye forslag til effektiviseringer fra regionens virksomheder er lige nu på vej gennem administrationens regnemaskine, før de kommer på bordet til politiske drøftelser.

Besparelser for 115 millioner kroner​

Alle partier i regionsrådet – bortset fra Enhedslisten – besluttede tirsdag den 14. april at gennemføre besparelser for 115 mio. kroner, som får effekt allerede i 2015.

Derudover har regionens hospitaler og andre virksomheder netop indsendt forslag til nye effektiviseringer og servicejusteringer, der også skal spare regionen penge i 2015 og de følgende år.

Forslagene er lige nu på vej gennem administrationens regnemaskine, før de kommer på bordet til politiske drøftelser i regionen. Budgetprocessen er dermed i fuldt sving i Region Hovedstaden.

Økonomi påvirkes af udefrakommende forhold

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) understreger, at det i år har været nødvendigt både at se fremad mod 2016 og de følgende år, men også at tage et grundigt kig igen på budgetterne for 2015.

- Det har det været, fordi vores økonomi bliver påvirket af flere udefrakommende forhold, siger hun.​

Store udgifter til medicintilskud

Regionsrådsformanden henviser til, at da Danske Regioner og regeringen sidste år indgik deres økonomiaftale for 2015, undervurderede de hvor store udgifterne til medicintilskud reelt vil blive – altså den medicin lægerne fx udskriver til deres patienter. 

Også en regnefejl på 40 mio. kroner i Sundhedsministeriet på de såkaldte DRG-takster, det vil sige penge, som regionerne får for at behandle syge borgere, og ikke mindst stigende udgifter til ny sygehusmedicin, er alt sammen med til at presse budgetterne i hovedstadsregionen.

- Derfor har vi tidligere i denne uge besluttet at effektivisere og at sætte projekter på hold for i alt 115 mio. kroner alene her i 2015. Derudover har vi så tidligere bedt vores virksomheder og hospitaler om at komme med forslag til, hvor de kan spare og effektivisere, så vi også i årene fremover sparer penge. Det er de forslag, der nu er kommet ind, forklarer Sophie Hæstorp Andersen.​

Forsøger at skåne patienter og behandling

Sophie Hæstorp Andersen understreger, at det endnu er for tidligt at sige noget om, hvordan de nye effektiviseringer konkret ville kunne mærkes, fx ude på hospitalsgangene.

- Det er klart, at man kommer til at kunne mærke de her besparelser, for det er ikke første gang, at vi beder hospitalerne gennemføre effektiviseringer. Men jeg vil understrege, at vi er meget opmærksomme på så vidt muligt at skåne patienter og selve behandlingskvaliteten. 

- Og så må vi nu og her afvente, at forslagene har været igennem administrationens regnemaskine. Derefter kan vi politikere så begynde de politiske drøftelser om de konkrete forslag, siger Sophie Hæstorp Andersen.

FAKTA OM BUDGETTET: Det sker lige nu i Region Hovedstaden

  • ​I begyndelsen af marts ”genåbnede” Region Hovedstadens politikere budgettet for 2015, efter det stod klart, at en række udefrakommende forhold samlet set betød, at regionen skulle finde besparelser større end forventet i både 2015 og 2016.

  • Herefter har regionens administration regnet på mulige besparelser, der kan have effekt allerede i 2015. Disse besparelser blev vedtaget på regionsrådsmødet 14. april 2015 og lød på i alt 115 mio. kroner.

  • Det beløb, der samlet set skal spares i 2015 er på 190 mio. kroner. Regionen har tidligere meldt ud, at beløbet i 2015 hed 150 mio. kroner, men siden har beløbet vist sig at være større.

  • De 115 mio. kroner, som netop er besluttet at gennemføre som besparelser i 2015, er såkaldte ”engangsbesparelser”, der giver besparelser her og nu. Dermed mangler der at blive gennemført besparelser for 75 mio. kroner. De sidste 75 mio. kroner er vedvarende besparelser, det vil sige de har effekt både i 2015 men også i 2016 og de følgende år.

  • I marts bad Regionsrådet derfor regionens hospitaler, virksomheder og koncernstabe om at komme med forslag til, hvor de kan finde yderligere besparelser, der kan have effekt nu og fremover.

  • Den 16. april modtog regionens administration disse forslag og vil i de kommende uger kvalificere og vurdere forslagene. Forslagene bliver i denne periode ikke genstand til politisk drøftelse, da de endnu er i formuleringsfasen.

  • Fra slutningen af april 2015 og i en periode fremefter vil der være politiske drøftelser om de indkomne forslag. Det sker i regionsrådets forskellige politiske udvalg.

  • Den 9. juni tager regionens forretningsudvalg stilling til effektiviseringsforslagene og den 16. juni bliver de endeligt vedtaget i regionsrådet.

  • Et andet forhold der kan påvirke regionens budgetter og besparelser i 2015 og 2016 er den kommende økonomiaftale mellem Danske Regioner og regeringen. Forhandlingerne om denne forventes afsluttet senest i juni måned 2015. I efteråret 2015 vedtages det kommende budget for 2016-2019.​
Responsible editor