Hvad kan 1813 hjælpe mig med?

Udskriver Akuttelefonen 1813 recepter? Kan jeg ringe fra udlandet? Se hvad Akuttelefonen 1813 kan hjælpe dig med.

​​Skade? Akuttelefo​nen visiterer døgnet rundt

Ved skader skal du ringe til 1813 for at få at vide, hvornår og hvor du skal møde op på en akutmodtagelse eller akutklinik – Bemærk at du får en forventet mødetid, hvor dem, der har mest brug for hjælp, kommer til først.

​​Sygdom? Brug egen læge 

På hverdage mellem kl. 8-16 skal du bruge din egen læge. 
Det gælder også i ferieperioder, undtagen helligdage. Ring 1813 ved sygdom, der opstår i lukketiden, og som ikke kan vente til din egen læge åbner.

​Hvad kan Akuttelefonen 1813 hjælpe dig med?

  • 1813 kan give dig en forventet mødetid på en akutmodtagelse eller akutklinik
  • 1813 kan sende en læge hjem til dig efter behov​
  • 1813 kan henvise til akut tandlægehjælp, hvis du får en tandskade eller pludselig tandpine uden for din tandlæges åbningstid
  • 1813 kan guide dig til psykiatrisk tilbud, hvis du har brug for akut psykiatrisk hjælp​​​

​Recepter

​Du skal bruge din egen læge til recepter og sørge for at forlænge dem i tide. Akuttelefonen 1813 udskriver ikke recepter undtagen til børneorm. Hvis vi har mistanke om, at du akut skal i medicinsk behandling, og det ikke kan vente til din egen læge åbner, bliver du henvist til et af hospitalerne, hvor en læge kan tilse dig og vælge at udskrive en recept.

Skal du ud at rejse?

Med regionernes gratis akuthjælp-app, kan du hurtigt få overblik over dine muligheder for akuthjælp i Danmark. App’en viser de akuttilbud, der er tættes på dig. Hent den her.
Du kan ringe 1813 fra udlandet ved at taste 0045 først, men nogle teleselskaber har blokeret for at ringe til korte numre. Vi anbefaler dog altid at kontakte en lokal læge, hvis du bliver syg i udlandet. Husk det blå sygesikringskort indenfor EU.

​​Send et foto af din skade eller sygdom til 1813

Hvis du har en smartphone, kan du sende et billede af din skade eller sygdom til Akuttelefonen 1813, hvis lægen eller sygeplejersken ser et behov for det. Det kan i nogle tilfælde give personalet på Akuttelefonen 1813 en bedre indsigt i din situation.

Bemærk: Du skal ringe 1813, før du sender fotoet. Personalet ved Akuttelefonen 1813 fortæller dig, hvordan du skal gøre.

Borgere med hørehandicap kan sms'e til Akuttelefonen​​​

Servicen er tilgængelig for borgere med hørehandikap i Region Hovedstaden, og sms-nummer oplyses ved kontakt til en af disse handicapforeninger: 

​​​Gode råd om sygdomme og skader

Vores læger og sygeplejersker giver dig gode råd om, hvornår det kan være fornuftigt at søge hjælp, og hvornår det er bedst at se tiden an i forhold til nogle af de mest almindelig sygdomme og skader.

Se filmene her ved at klikke dig ind på de forskellige sygdomme og skader

Husk at du altid er velkommen til at ringe 1813, hvis du er bekymret.

Derfor skal du ringe 1813, før du tager på en akutmodtagelse eller akutklinik

Vores læger og sygeplejersker rådgiver dig, så du kan tage hånd om din skade eller sygdom,  indtil du bliver tilset af egen læge eller på hospitalerne. Akuttelefonens personale har det fulde overblik over hospitalernes specialer og ventetider og kan hjælpe dig videre til den rette hjælp så hurtigt som muligt.

Den såkaldte visiterede adgang gælder alle fem regioner i Danmark. ​

Hvis je​g ikke ringer 1813 - hvad så?​

Hvis du dukker uanmeldt op på en akutmodtagelse eller akutklinik, vil du blive modtaget, vurderet og behandlet efter dit behov. Du kommer ikke foran i køen ved at undlade at ringe 1813, før du møder op. Du vil blive oplyst om fordelene ved at ringe 1813 først:
  • ​Når du ringer 1813, kan du vente noget af tiden hjemme
  • Når du ringer 1813, bliver du tilbudt behandling på det rette sted
Redaktør