Nyt Hospital Nordsjælland

Uden for Hillerød bygger Region Hovedstaden et helt nyt, moderne hospital helt fra grunden

​​​​​​​​​​​​​

I 2021 kan borgere og medarbejdere i Region Hovedstaden slå dørene op til et topmoderne nyt og smukt hospital i Hillerød.

Nyt Hospital Nordsjælland er det eneste barmarks-projekt og det største kvalitetsfonds-projekt i regionen.

Hospitalet bliver med sin placering i Hillerød det centrale behandlingstilbud for godt 310.000 borgere, der bor i planlægningsområde Nord i Region Hovedstaden.

Det er første gang i årtier, at Danmark får et nyt hospital bygget fra bar mark. Et nybygget hospital er en enestående mulighed for nytænkning, der tager højde for nye tiders behov og udviklingsmuligheder. Målet er at skabe imødekommende og funktionelle rammer for patienter, pårørende og medarbejdere.

Se projektets hjemmeside

Det bygger vi

Det nye hospital samler alle hospitalets funktioner i en organisk bygning, som bliver formet som en firkløver. Hospitalet kommer til at ligge som en pavillon midt i en skov lidt syd for Hillerød og er både imødekommende og gennemtænkt ned i alle logistiske og kliniske funktioner. Modsat traditionelle hospitalsmaskiner er arkitekturen holdt i en menneskelig skala og tilpasset det omkringliggende landskab. På sit højeste sted er hospitalet kun fire etager højt. Designet er fleksibelt og kan tilpasses udviklingen i 2020 såvel som 2050.

Bente Ourø Rørth, Hospitalsdirektør for Nordsjællands Hospital, siger om det nye hospital: ”Herzog & de Meuron har skabt et patienternes hospital – en smuk, helende og funktionel bygning, hvis kæmpestore styrke er den meget vellykkede og helt fundamentale sammensmeltning af form og funktion”.
Hospitalet bliver hjertet i en ny bydel, som Hillerød Kommune er ved at planlægge og udvikle. Tæt på det nye hospital bygges der en ny station, der skal betjene S-banen og lokalbanen. Motorvejen ligger også tæt på. Det vil blive let at komme til og fra det nye hospital.


Følg med på Facebook eller via projektets app.
Redaktør