Eksperimentel behandling og forsøgsbehandling er et muligt tilbud

Hvis du ikke har gavn af de behandlingstilbud, vi kan tilbyde på regionens hospitaler, kan eksperimentel behandling eller forsøgsbehandling som led i forskning måske være en mulighed. Du kan undersøge mulighederne her.

Eksperimentel behandling og forsøgsbehandling er ud over de gængse behandlingstilbud

Har du en livstruende sygdom fx kræft, og alle de behandlingsmuligheder, vi har at tilbyde dig, er udtømte, kan forsøgsbehandling eller eksperimentel behandling i Danmark eller i udlandet måske være en mulighed.

Både eksperimentel behandling og forsøgsbehandling er som regel led i godkendte lægevidenskabelige forsøg. Eksperimentel behandling kan dog også være behandling, som ikke indgår i forsøg, men som alligevel tilbydes, fordi alle andre behandlingsmuligheder er udtømte.

Hvis du vil indgå i forsøgsbehandling

Overalt i hospitalsverdenen foregår der forskning med forsøg med nye former for kirurgiske indgreb, nyt medicinsk udstyr eller nye typer af medicin m.m. Hvis du er blevet opmærksom på et forskningsprojekt, du gerne vil indgå i, kan du spørge din behandlende læge til råds. Din behandlende læge kan blandt andet være behjælpelig med at undersøge, om det er et relevant forskningsforsøg, om du kan indgå i forsøget m.m. 

Det er ikke alle, der kan deltage i forsøg. Forsøg er typisk designet således, at forsøgspersonerne i videst muligt omfang skal kunne sammenlignes med hinanden. Derfor kræver forsøg særligt definerede patientkategorier.

I nogle tilfælde kan din behandlende læge være behjælpelig med at kontakte forsøgsprojektet med henblik på, om du kan indgå i behandlingen. Alternativt, kan du til hver en tid selv tage kontakt til den forskningsansvarlige læge med henblik på at deltage i forsøget.

Forsøgsbehandling i udlandet

Ønsker du at deltage i en forsøgsbehandling i udlandet, skal du også kontakte lægen på det hospital, hvor du bliver behandlet. For at få forsøgsbehandling i udlandet skal følgende fire betingelser være opfyldt:

  • der findes ikke relevant behandling i Danmark
  • der er tale om et anerkendt videnskabeligt forsøg
  • forsøgsbehandlingen foregår i et samarbejde med et dansk hospital
  • du har en henvisning fra en dansk speciallæge.
Den danske læge, der skriver henvisningen, skal være garant for, at forsøgsbehandlingen er seriøs. 

Hvis du ønsker eksperimentel behandling

Ved eksperimentel behandling findes ikke den samme dokumentation for, at den virker, som for de behandlinger, vi normalt tilbyder.
Hvis du ønsker en særlig eksperimentel behandling, skal dit ønske vurderes af Sundhedsstyrelsens rådgivende panel vedrørende eksperimentel behandling.
Der skal være en vis sandsynlighed for, at behandlingen kan gavne dig som patient. Du skal også være opmærksom på, at eksperimentel behandling kan medføre risiko for betydelige bivirkninger.

 Sundhedsstyrelsens rådgivende panel vedrørende eksperimentel behandling har også til opgave at undersøge, om der andre steder i Danmark eller i udlandet findes en eksperimentel behandling, der eventuelt kunne gavne dig. Vurderingen tager udgangspunkt i din sygehistorie og aktuelle tilstand.

Sådan søger du

En forespørgsel til Sundhedsstyrelsens rådgivende panel skal sendes fra din behandlende hospitalslæge for at sikre alle relevante oplysninger om dig, din sygdom og behandlingsforløb og med et konkret ønske til behandling, hvis du har et sådan. Der skal være en vis sandsynlighed for, at behandlingen kan gavne dig, for at komme i betragtning.

Forespørgslen til panelet sendes med sikker mail til institutionspostkassen i Enhed for Evidens, Uddannelse og Beredskab: enhedeub@sst.dk.

Sundhedsstyrelsens rådgivende panel foretager en konkret vurdering af hver enkelt patient. Eksperterne kan indhente yderligere oplysninger og rådgivning både fra Danmark og fra udlandet. Hvis henvendelsen drejer sig om andre livstruende sygdomme end kræft, udpeger Sundhedsstyrelsen eksperter inden for det pågældende sygdomsområde.

Læs mere

Redaktør