Krisereaktioner i forbindelse med sygdom

​Fra rask til syg. Pludselig at være patient. Det uventede chok. At blive alvorlig syg kan være et af de tidspunkter i livet, hvor både patienter og pårørende kan gennemleve en regulær krise. Læs mere om krisereaktioner her.

Naturlige krisereaktioner

At få en alvorlig diagnose eller at få at vide, at man skal leve med en sygdom resten af livet, kommer ofte som et chok. Ikke kun for den, der er syg, men også for familien og omgivelserne. Krisereaktioner er en helt naturlig ting, når vi bliver konfronteret med beskeden om, at vi ikke er raske.

Der findes ikke rigtige eller forkerte reaktioner på kriser. Mennesker er forskellige, og der er forskel på, hvordan vi møder kriser og svære oplevelser i livet. Klassiske krisereaktioner kan i grove træk inddeles i fire faser, som man kan svinge imellem.   For nogle vil en krisereaktion vare ganske kort tid, for andre tage lang tid.

Chokfasen

Når man får en diagnose eller finder ud af, at man er alvorligt syg, får man i første omgang et chok med en følelse af kaos eller uvirkelighed. Måske kan man ikke se i øjnene, at det, der er sket, er sandt. Måske er man forvirret, går formålsløst omkring eller græder voldsomt.

Andre kan reagere med at blive apatiske og stirre tomt ud i luften. Kroppen kan også reagere fysisk med hovedpine, kvalme og opkast, rysteture eller hjertebanken.

Fælles er,  at vi mennesker har brug at håndtere en krise i små bidder. Så selvom man kan være helt ved siden af sig selv, kan der også være timer, som går med helt hverdagsagtige ting.

Reaktionsfasen

I reaktionsfasenfase begynder man at forstå, hvad der er sket, og derfor kan  følelser komme væltende. Det kan være følelsen af sorg, fortvivlelse, vrede, angst eller afmagt. I denne fase hudfletter mange også sig selv for at finde svaret på, hvorfor man er blevet syg. Hvorfor skulle det her ramme mig? Hvorfor er jeg blevet syg? Hvad har jeg gjort forkert?

Der kan stadig være megen kaos indeni, og det kan være svært at klare selv de mindste ting. Måske er det svært at passe arbejdet, og måske opstår der behov for  at kunne trække sig lidt ind i sig selv eller begrænse samværet med andre i en periode. Måske skubbes sorgen til side, og man fortsætter som før uden at vise andre, at man har det dårligt. Det er helt normalt at svinge mellem at være meget ked af det og i krise og så til andre tider at være ganske velfungerende. Det kaldes at være fleksibel i sin sorg. Bliver vi tvunget til at tale om sygdommen hele tiden, kan det faktisk øge risikoen for at forstærke eller forlænge krisereaktionen. Derfor er det helt okay af og til at tænke på noget andet.

Bearbejdningsfasen

Efter den akutte fase begynder man atter at vende sig mod fremtiden og til det, som skal ske. Der modnes lidt efter lidt et mere realistisk og nuanceret syn på  situationen. De voldsomme følelser aftager, og livet og de udfordringer, som sygdommen giver, bliver gradvist lettere at bære. Men selvom krisen er på retur, er man stadig både sårbar og følelsesmæssig svingende, og man kan stadig kæmpe med, at det er svært at slappe af, koncentrere sig, sove m.m.

Nyorienteringsfasen

Det er nu muligt at leve med visheden om at have været syg eller stadig at være syg på samme måde, som var det et ar. Det vil altid være der, men der kan tales om det uden at det blive følelsesmæssigt ubehageligt.  Måske er erfaringen og indsigten blevet dybere og rigere, fordi man har fået mere viden om sig selv. Man er måske blevet klogere på, hvad man vil og ikke vil, og hvad kroppen kan og vil. Mange fortæller, at selovm de gerne havde været sygdommen foruden, så har sygdommen lært dem at leve mere i nuet, være mere taknemmelig og ikke spilde livet med banaliteter – at de har gennemgået en vigtig og lærerig udvikling, og derfor aldrig bliver helt den samme, som før de blev syge.


Læs mere

Angst i kølvand på sygdom

Redaktør