Denne film handler om dine rettigheder vedrørende frit sygehusvalg (varighed 1:44 min)
Du har en vigtig rettighed
Når du er blevet henvist af en læge til undersøgelse for en sygdom, har du frit valg mellem offentlige hospitaler i Danmark og de samarbejdssygehuse, vi har aftaler med i Region Hovedstaden. Det kaldes også for 'frit sygehusvalg'.
Fordele ved at bruge frit sygehusvalg
Du kan med fordel benytte frit sygehusvalg hvis:
- du vil undersøges så hurtigt som muligt
- du ønsker at benytte et andet hospital end det, du er blevet henvist til. Fx hvis du ønsker at blive undersøgt på et hospital i nærheden af det sommerhus, hvor du opholder dig i sommerhalvåret
- du ønsker et hospital, du er særlig tryg ved
- du vil vælge et sted, der har stor erfaring med det, du skal undersøges for
Værd at vide
Der er flere forhold, du skal være opmærksom på i forbindelse frit sygehusvalg:
- du kan ikke benytte frit sygehusvalg, hvis du indlægges akut
- der kan være længere ventetid på det hospital, du ønsker
- du kan risikere, at hospitalet afviser dit ønske, hvis deres ventetid er lang, eller de ikke tilbyder din undersøgelse
- dine eventuelle muligheder for at få transport eller transporttilskud bliver ændret
- hvis du først har valgt et andet hospital, kan du ikke bagefter benytte din ret til udvidet frit sygehusvalg. I så fald skal du genhenvises til det hospital, du hører til efter regionens visitationregler.
Læs mere om transport og transporttilskud
Sådan bruger du frit sygehusvalg
Der er forskellige indgange til at bruge frit sygehusvalg:
Brug din læge
Du bliver automatisk henvist til det hospital, som du hører til. Regionerne har nogle kriterier, som de bruger, når patienter skal henvises til behandling (kaldes også for visitation). Derfor må du selv sørge for at få en snak om dine muligheder for undersøgelser og om ventetider på andre hospitaler. Du kan med fordel starte hos den læge, der henviser dig til undersøgelse. Spørg ind til de fordele og ulemper, der er i forbindelse med at vælge et andet hospital, så du kan tage den bedst mulige beslutning.
Hvis du ønsker at benytte dit frie sygehusvalg, skal din egen læge eller speciallæge sende en henvisning til det hospital eller den afdeling, du ønsker at blive henvist til.
Du er også altid velkommen til at kontakte den afdeling, du er blevet henvist til.
Kontakt en rådgiver om sygehusvalg
I Region Hovedstaden har vi en særlig rådgivning for patienter, som gerne vil benytte frit eller udvidet frit sygehusvalg. En rådgiver om sygehusvalg kan:
- oplyse dig om dine muligheder for at vælge et bestemt hospital
- bede afdelingen om at flytte din undersøgelse til et andet hospital, end det du er blevet henvist til
- oplyse dig om ventetider
- oplyse dig om eventuel mulighed for at få transport eller transporttilskud
Få kontakt til en rådgiver om sygehusvalg
Tag en snak med en patientorganisation
En snak med patientorganisationernes rådgivninger kan også være med til at give dig klarhed over, hvad der kunne være bedst for dig.