Abort

Alle kvinder har ret til at få foretaget abort, hvis den foretages inden udløbet af 12. graviditetsuge. 

​Abort efter 12. graviditetsuge

Du kan få tilladelse til abort i særlige situationer, som fx hvis

  • det kommende barn vil få en alvorlig fysisk eller psykisk lidelse
  • dit helbred udsættes for fare i forbindelse med graviditeten
  • graviditeten skyldes voldtægt eller andet strafbart forhold
  • du på grund af dårlig begavelse ikke kan drage omsorg for et barn
  • du på grund af ung alder eller umodenhed ikke for tiden kan drage omsorg for et barn
  • graviditeten, fødslen eller omsorgen for et kommende barn vil være så alvorlig en belastning for dig, at det af hensyn til dig, til opretholdelsen af hjemmet eller omsorgen for andre børn anses for påkrævet, at graviditeten afbrydes.

Hvis du er under 18 år

Hvis du er under 18 år, kræver det som udgangspunkt dine forældres samtykke, hvis du vil have abort. I ganske særlige tilfælde kan du få tilladelse til abort uden forældresamtykke. 

Ansøgning om abort

Hvis du ønsker abort, skal du henvende dig til din egen læge, der vil henvise dig til skanning for at finde ud af, hvor langt du er i graviditeten. Du bliver herefter informeret om indgrebet og skal underskrive anmodning om tilladelse til abort. Lægen tager herefter kontakt til samrådet.

Såfremt det er tale om en ansøgning om abort af sociale årsager, vil afgørelsen normalt foreligge inden for ca. én uge efter ansøgningen er modtaget.

Du bliver indkaldt til samtale med en socialrådgiver og eventuelt en psykiater. Socialrådgiversamtalerne foregår på Frederiksberg Hospital eller Hillerød Hospital. Samtalerne med psykiater kan foregå på et af de psykiatriske centre i regionen.

En samtale tager ca. en time og sker normalt inden for almindelig arbejdstid.

Er ansøgningen begrundet i fare for, at barnet vil få en alvorlig fysisk eller psykisk lidelse (fosterskader) vil du ikke blive indkaldt til samtale, da samrådet træffer afgørelsen hurtigst muligt.

Hvad sker efter afgørelsen?

Hvis der gives tilladelse til abort, kontakter samrådssekretariatet den hospitalsafdeling, hvor aborten skal foretages, og du vil få en mødetid hurtigst muligt. Er der tale om en ansøgning om abort pga. sociale årsager, vil sekretariatet også tage direkte kontakt til dig.

Hvis der gives afslag på abort, kan du anke din afgørelse til abortankenævnet under Styrelsen for Patientsikkerhed. Ankenævnet træffer afgørelse i løbet af få dage.

Man kan anke direkte til samrådssekretariatet, som sender sagen til Ankenævnet.

Lovgivning om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion:

Sundhedsloven, LBK nr. 1188 af 24. september 2016

Bekendtgørelse om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion, BEK nr 1483 af 19/12/2005 

Vejledning om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion, VEJ nr 25 af 04/04/2006 

​Cirkulære om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion, CIR nr 23 af 03/04/2006 

​​

Redaktør