Pulje til samarbejdsprojekter i psykiatrien

​Opslag til social- og psykiatriudvalgets pulje til samarbejdsprojekter med kommuner og  civilsamfund på psykiatriområdet.

Social- og psykiatriudvalget har uddelt hele puljen for 2019.

Ansøgningsfristen for projekter i 2020 er den 21. oktober 2019, hvorefter social- og psykiatriudvalget behandler ansøgningerne på sit møde den 27. november 2019.

Regionsrådet i Region Hovedstaden har bevilget 1,5 mio. kr. årligt til at styrke samarbejdet mellem region, kommuner og civilsamfund på psykiatriområdet.

Formål

Puljen skal sikre en mere sammenhængende psykiatri og nedbryde barrierer på tværs af sektor-overgange, så der skabes netværk og dialog mellem Region Hovedstadens Psykiatri, kommuner og civilsamfund.
Projekterne skal udover at fremme samarbejder på tværs, udvikle nye løsningsforslag i relation til konkrete problemstillinger, som kan forebygge og fremme (livs-) kvaliteten og sammenhængen i patientforløbet.

Udvalget vil således gerne se ansøgninger, som fokuserer på nye måder, hvorpå det tværsektorielle samarbejde kan fremmes, både når det gælder forebyggelse, sammenhæng i – og opfølgning på patientforløb. Det kan fx være projektansøgninger, som via undervisning, rådgivning, vejledning og konkrete aktiviteter sigter på at forebygge indlæggelse og genindlæggelse. Det kan være projekter, som fokuserer på at understøtte og fremme patienternes personlige recovery proces eller tiltag, der kan bidrage til at fremme social inklusion og pårø-rende inddragelse. Det kan også være projekter, som understøtter og udvikler konkrete initiativer beskrevet i Region Hovedstadens treårsplan for psykiatrien.

Krav til projekterne

Projekterne skal have et udviklingsperspektiv og være relevante for arbejdet med psykiatrien i Region Hovedstaden. Projekterne skal bidrage til at skabe sammenhængende forløb på tværs af sektorer. Det er et krav, at projekterne skal understøtte arbejdet i Region Hovedstadens Psykiatri.
Projekterne skal efter endt projektperiode kunne forankres i ansøgernes organisationer.

Hvem kan søge om midler fra puljen?

Region Hovedstadens egne virksomheder, kommuner og øvrige aktører med snitflade til den psykiatriske behandling i Region Hovedstaden kan søge om puljen.

Hvad kan der ansøges om støtte til?

  • Ansættelse og løn til faglig projektleder
  • Aflønning af fagprofessionel bistand
  • Materiale til undervisning og kompetenceudvikling samt udgifter til møder
  • Der kan i mindre omfang gives støtte til at vedligeholde en ansøgers faciliteter, hvis disse er en forudsætning for, at ansøgeren kan opretholde eller starte samarbejdsaktiviteter mellem region, kommuner og  civilsamfund.

Der kan ikke søges om støtte til:

  • Studierejser, studieophold og ferier
  • Fester og arrangementer, der udover selve aktiviteten ikke bidrager til at øge samarbejdet mellem ansøgerne
  • Initiativer der er begyndt eller allerede er afviklet
  • Køb af it-udstyr og andet inventar
  • Forskningsprojekter

Økonomi

Det er et krav til ansøger, at der indgår egenfinansiering i projektet. Egenfinansieringen må gerne være i form af timer.

Projekterne skal minimum have budget på 50.000 kr., og der er ingen maksimumgrænse. Social- og psykiatriudvalget forbeholder sig dog ret til ikke at tildele det fulde ansøgte beløb.

Alle bevillinger er etårige, men der kan ansøges om at få tilsagn om støtte til yderligere et år mere. Dette tilsagn vil i så fald skulle bekræftes ved en ny behandling i social- og psykiatriudvalget.

Ansøger skal senest den 10. januar det følgende år indsende regnskab og dokumentation for alle afholdte udgifter. Regnskabet skal være stillet op på samme måde som det godkendte budget. Sammen med regnskabet skal ansøgeren indsende en slutrapport om projektet på maksimum to sider.
Det vil være muligt at få udbetalt op til 50 % af støttebeløbet på forhånd.

Tidsfrister

Ansøgningsfristen for projekter i 2020 er den 21. oktober 2019, hvorefter social- og psykiatriudvalget behandler ansøgningerne på sit møde den 27. november 2019.

Ansøgningen sendes elektronisk til ehp.center-for-sundhed@regionh.dk og i emnefeltet skrives ’Social- og psykiatriudvalgets pulje til samarbejde’.

Hent ansøgningsskema for 2020 her

Spørgsmål til puljen kan sendes til ehp.center-for-sundhed@regionh.dk
 

Redaktør