Basal og specialiseret palliativ indsats

Palliativ indsats ydes ud fra en faglig vurdering af den enkelte patients behov for lindrende behandling og støtte - og tilbydes enten på basalt eller specialiseret niveau.

I Danmark er palliation ikke defineret som et medicinsk speciale, men betragtes som et tværfagligt område, der praktiseres både på specialiseret niveau (hospice, palliative teams og palliative afdelinger) og på basalt niveau (hospitaler, kommunal hjemmepleje, terapi, plejecentre og almen praksis m.v.).

  • ​Basal palliativ indsats betegner den palliative indsats, der ydes af de dele af sundhedsvæsenet, som ikke har palliation som deres hovedopgave. Basal palliativ indsats indgår ofte allerede som led i anden pleje og behandling. Basal palliativ indsats ydes derfor på de fleste kliniske sygehusafdelinger, i kommunerne (fx i hjemmesygeplejen, i hjemmeplejen og på plejecentre) samt hos praktiserende læger i almen praksis og den øvrige praksissektor.
  • Specialiseret palliativ indsats er den indsats, der ydes af de dele af sundhedsvæsenet, der har palliation som  hovedopgave. 

Langt de fleste kan få den hjælp, de behøver, fra det basale niveau, men nogle vil opleve så komplekse problemer, at de har brug for en mere specialiseret indsats. Specialisterne behandler patienter med komplekse problemstillinger, der dels er knyttet til sværhedsgraden af de enkelte problemer, dels sammenhængen i forløbet og mellem problemområderne. Derudover har det specialiserede niveau en vigtig opgave i at rådgive og uddanne personale på det basale niveau samt i at forske og udvikle den palliative indsats.

Specialiseret palliativ indsats

Det specialiserede niveau for den palliative indsats er gennemgået en markant udvikling, siden regionerne blev dannet i 2007.

Palliative teams yder udgående specialiseret palliativ indsats til patienter, der er indlagt på hospitalsafdelinger eller befinder sig i eget hjem (inklusive plejecentre) og rådgiver personalet på det sted, hvor patienten befinder sig. Palliative teams yder herudover formel og uformel uddannelse af personale på det basale niveau.

Palliative afdelinger er del af et hospital og yder specialiseret palliativ indsats i en palliativ afdeling. Målet med indlæggelse på en palliativ afdeling er at justere patientens pleje og behandling, så patienten om muligt kan udskrives enten til hjemmet, til andre afdelinger eller til kommunale plejecentre.

Hospice er en selvejende institution med regional driftsoverenskomst og dermed et gratis tilbud til uhelbredeligt syge mennesker og deres pårørende. På et hospice ydes en højt kvalificeret palliativ indsats af et veluddannet og erfarent tværfagligt personale, hvor indsatsen tager udgangspunkt i patienten og de pårørendes ønsker og behov. Patienten kan blive indlagt med henblik på at leve den sidste tid, eller patienten kan blive indlagt på et midlertidigt ophold. Alle indlæggelser forudsætter, at det er patientens ønske at blive indlagt, og at patienten har behov for lindring af plagsomme symptomer. Nogle patienter kan udskrives til eget hjem eller plejehjem efter de plagsomme symptomer er lindret.   

 

Se oversigt over institutioner med regionernes specialiserede palliative tilbud i palliativguiden på Videncenter for Rehabilitering og Palliations hjemmeside.

Redaktør