Millioninvestering i grøn vækst skal skabe flere job

Vækstforum Hovedstaden er klar til at investere op til 70 mio. i grøn vækst. Ny ansøgningsrunde er skudt i gang
Vækstforum Hovedstaden vil skabe flere arbejdspladser og nye vækstmuligheder ved at investere i grønne, innovative projekter med op til 70 mio. kr. fra EU’s strukturfondsmidler – ca. tre gange så mange midler, som statens grønne omstillingsfond bevilger i 2015.

Ny ansøgningsrunde

Organisationer, uddannelsesinstitutioner og kommuner inviteres i en ny ansøgningsrunde til at danne partnerskaber med virksomheder og forslå grønne projekter, der skaber vækst og beskæftigelse i små- og mellemstore virksomheder.

Hvad med et nyt elbilsbatteri?

- Grønne virksomheder har en høj produktivitet, og derfor giver det mening at investere her. Kunne man eksempelvis udvikle morgendagens energibesparende produktionsmaskine eller et mere effektivt elbilsbatteri? Udlandet efterspørger flere grønne løsninger – et område, som vi i Danmark er førende inden for. Hvis vi med disse midler kan skrue op for eksporten af smart dansk teknologi og andre effektive grønne løsninger til udlandet, styrker vi dansk vækst og får nogle flere mennesker i arbejde, siger formand for Vækstforum Hovedstaden og regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

Informationsmøde 4. november

Ansøgerne vil typisk være videninstitutioner, klyngeorganisationer eller et væksthus, der så står for at lede projektet og give de deltagende virksomheder den nødvendige rådgivning. Vækstforum Hovedstaden holder informationsmøde for potentielle ansøgere 4. november.

Hovedstaden skal fastholde den grønne førertrøje

Som effekt af bl.a. Vækstforum Hovedstadens tidligere finansierede projekt er der på bare tre år blevet skabt 600 cleantech-arbejdspladser. Den udvikling ønsker Vækstforum at skubbe endnu mere på i den nye ansøgningsrunde og samtidig udbrede succesen til andre ”grønne” vækstområder.

Fakta:

  • Vækstforum Hovedstaden består af 21 medlemmer og 8 observatører fra erhvervsliv, viden- og uddannelsesinstitutioner, arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer, kommuner og regionsrådet
  • Formand er Sophie Hæstorp Andersen, regionsrådsformand for Region Hovedstaden
  • Forummet bidrager til den Regionale Vækst- og Udviklingsstrategi og indstiller projekter til medfinansiering fra både regionens erhvervsudviklingsmidler og EU’s strukturfonde
  • Midlerne i den tematiserede ansøgningsrunde for grøn omstilling kan søges af parter, der går sammen om et fælles overordnet projekt, der er rettet mod små og mellemstore virksomheder. Store satsninger vil blive prioriteret. Ansøgere, som kan administrere denne slags projekter, vil typisk være videninstitutioner, klyngeorganisationer, en gruppe af små- og mellemstore virksomheder, erhvervsorganisationer, GTS’er (godkendte teknologiske serviceinstitutter) eller et regionalt væksthus
  • Ansøgningsfristen er i marts 2015

Se mere på regionh.dk/vaekstforum.

Yderligere oplysninger:

Formand for Vækstforum Hovedstaden og regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen via Region Hovedstadens pressevagt tlf. 70 20 95 88



Redaktør