Professorer fra Scion DTU rykkede afgørende på ABC-lys’ forretning

Initiativet 'Viden som Vækstmotor' er medfinansieret af Vækstforum Hovedstaden. Tilbuddet fik afgørende betydning for virksomheden ABC-Lys. Den fik tilknyttet to professorer og lavet en 17-punkts plan. Resultatet er et markant øget salg.​ ​​​​​​​

​​​I 2014 besluttede ABC-Lys, der udvikler, producerer og sælger kvalitetslamper at gå ind i vækstforløbet Viden som Vækstmotor hos Scion DTU. Ejer af lampevirksomheden, Bo Simon Larsen havde særligt tre områder, han gerne ville forbedre. 
”Jeg var sikker på, at vi på det halve år nemt ville nå at optimere vores supply chain, udvikle en ny LED-teknologi og få mere kompetence inden for eksport,” siger Bo Simon Larsen.
​​
ABC-Lys fik via Viden som Vækstmotor-projektgruppen tilknyttet to professorer fra DTU Management, der fandt ud af, at det var andre kontakter i virksomheden, der skulle trykkes på.
”De identificerede hurtigt, at målene om ny LED-teknologi og flere eksportkompetencer ikke kunne realiseres, hvis ikke vi optimerede vores supply chain. For eksempel fandt de ud af, at vores kommunikation med montageenheden i Polen ikke var tilstrækkelig,” fortæller Bo Simon Larsen.

Anbefalede ny mand som bindeled for produktionen

For at styrke ABC-lys’ supply chain udarbejdede de to professorer, Merete Nørby Møller og Per Langaa Jensen, en 17-punkts plan, der blandt andet skulle forbedre kontrollen med underleverandører, optimere processer til montage samt kvalitetssikre ABC-lys’ produkter. Samtidig ansatte ABC-lys en medarbejder, der i ca. tre måneder var i Polen for at få implementeret de punkter i planen, der vedrørte produktionen.
”Vi har tydeligt mærket den tættere tilknytning mellem den polske montageenhed og kontoret her i Danmark. Ikke mindst fordi vi sælger mere. Men det er i sidste ende vores kunder, der drager størst fordel af de 17 punkter. De har simpelthen fået et bedre produkt og en kortere leveringstid,” siger Bo Simon Larsen.

Skepsis vendt til optimisme

Bo Simon Larsen indrømmer, at han ved projektets start var skeptisk overfor, hvad de to professorers teoretiske viden rent faktisk kunne omsættes til i praksis.
”Jeg havde mine forbehold, men jeg er fuldstændig overbevist nu. Viden som Vækstmotor har givet os resultater, der kan ses direkte på bundlinjen. Det var især imponerende at se, hvordan Merete Nørby Møller og Per Langaa skalerede deres erfaring med supply chain-arbejde for virksomheder som blandt andet Danfoss og Grundfoss ned til effektive optimeringsforslag til vores forsyningskæde,” siger Bo Simon Larsen.
Vækstforløbet har betydet afgørende forbedringer af kvalitets- og leveringssikkerheden for ABC-lys, der er gået fra 60-80 procent i 2014 til 95-100 % i dag.
Redaktør